Climax anmeldelse: Noés gamle tricks

Nåh, så er jeg måske ikke vokset fra Gaspar Noé alligevel.

Ikke helt i hvert fald.

Efter den selvhøjtideligt psykedeliske Enter the Void og den pornografiske og dybt banale kærlighedshistorie Love var jeg ellers begyndt at tro, at det hele var en misforståelse.

Måske var instruktørens store gennembrud Irreversible et lykketræf?

Den film ramte mig cirka lige så hårdt, som en brandslukker rammer et kranie. Noé har aldrig helt nået samme højder siden.

Det gør han sådan set heller ikke med sin nyeste film Climax, men der er alligevel en friskhed og legesyge i instruktørens nyeste dårlige trip af en dansefest, der gør det Noés bedste film i årevis.

Måske skyldes det at Noé ikke har haft helt så lang tid til at planlægge og optage Climax, som havde til sine tidligere oppustede eposer.

Climax er optaget over kun to uger, og den føles i høj grad improviseret. Det er en tilgang, der ender med at have sine problemer, som filmen skrider frem.

Men det meste af tiden gør det Climax til en stærkt underholdende og langt mere umiddelbar filmoplevelse end Noés seneste film.

Noé hvirvler sit publikum ind i en dansefest – der selvfølgelig kører af sporet – med sin karakteristiske maniske energi og mesterlige visuelle stil.

Sjældent har en af instruktørens film været så befriende festlige og opmuntrende som filmens første halvdel, der lader kameraet danse med i en gruppe unge danseres koreografi.

Det er en farvestrålende og energifyldt filmisk oplevelse, der gør det svært ikke selv at rejse sig op og danse med.

Climax er befolket med en række unge dansere – hovedsageligt fundet på YouTube – og de er en stor del af filmens eksplosive tiltrækningskraft.

Det eneste kendte ansigt er Sofia Boutella – der aldrig ville kunne passe ind, hvis ikke hun selv var danser – men ellers er alle andre smukke, unge og komplet ukendte ansigter.

De er også vidt forskellige, både i hudfarve, seksualitet og udstråling og mødet mellem de mange vildt forskellige personligheder er stærkt underholdende.

Nogle af dem løber med mere opmærksomhed end andre.

Iblandt dem er danske Thea Carla Schøtt, der næppe vil snyde nogen danskere til at tro, at hun er fra Berlin med sin ærkedanske udtale af ‘Christiane F.’ i filmens begyndelse, men som til gengæld stråler karisma ud af biograflærredet som en mindre sol.

Det er ikke svært at se, hvorfor Noé er blevet forelsket i sine dansende hovedpersoner, måske er det også derfor Climax føles som en af Noés blideste film.

For tingene går nemlig ikke helt så grusomt galt, som man kunne ønske – eller håbe, alt efter perspektiv.

Men galt går det selvfølgelig.

Der viser sig at være stoffer i dansernes Sangria og inden længe erstattes de muntre festlige løjer af grusomme festlige løjer, da danserne forfalder til stofinduceret barbari.

Skrig, skrål, vold og sex erstatter den præcise koreografi, men Climax holder en sært munter tone selv, når løjerne kører af sporet, og bliver aldrig nær så grov som Noés mest berygtede øjeblikke.

På den ene side gør det Climax lettere at udholde, på den anden side gør det løjerne lidt monotone.

Der er en begrænsning på hvor længe det er underholdende at se en gruppe dansere imitere et dårligt trip.

Så kan man i mellemtiden nyde den fantastiske visuelle side af Noé og den faste samarbejdspartner Benoît Debie, der leverer en mere minimalistisk, men stadig overvældende, udgave af Noés typiske svævende steadicam.

På nogen måder føles Climax som Noés udgave af en skraldet gyserperle fra bunden af videolejehylden. Mere inspireret af Suspiria (der får plads i filmens åbningsscene) og Dèmoni end instruktørens sædvanlige idol Stanley Kubrick.

Noé ruller flere af sine gamle tricks – sluttekster i begyndelsen og epilepsi-fremkaldende starttekster midtvejs –  ud til god effekt.

Men andre gamle tricks er værre.

Tekst, der sort på hvidt staver sig igennem filmen banale temaer (‘Livet er en unik mulighed’) er på en gang prætentiøs og barnlig.

På den måde lander Climax et sted i midten.

På den ene side er den ikke i nærheden af Irreversible.

På den anden side kan han altså stadig noget ham Noé.

Climax er Gaspar Noés bedste film siden Irreversible. En stærkt underholdende og filmisk legesyg dansefest, der helt bogstaveligt er på syre, også selvom Noé ikke klarer alle trin perfekt.