Cats anmeldelse: En Jellicle-film

Mod slutningen af instruktør Tom Hoopers filmudgave af musicalen Cats kigger en pelset udgave af Dame Judi Dench direkte ud på publikum.

Hun forklarer, at nu bør vi vide, alt det vi har brug for om katte. Vi har ikke brug for mere forklaring. De forudgående to times musical-underholdning er rigeligt.

Nu forstår vi det hele.

I baggrunden flyver en udvalgt antropomorfiseret kat afsted til det såkaldte ‘Heaviside Layer’ ombord på, det jeg bedst kan beskrive som en lysekrone-luftballon.

Og jeg forstår ingenting.

Først og fremmest forstår jeg ikke, hvordan en film som Cats har fundet vej til biograferne.

For den er proppet med så mange bizarre kreative valg, at jeg var blevet overrasket, hvis jeg havde fundet den i en lavbudgetsudgave i et dunkelt hjørne af internettet.

Men Cats er ikke ligefrem en garage-produktion.

Det er et prestigeprojekt af en Oscar-vindende instruktør, fyldt med store stjerner, baseret på musicalen af Andrew Lloyd Webber og pumpet fuld af moderne computereffekter.

Og som alle, der har set filmens trailer blive forvandlet til et fænomen på nettet, ved så er effekterne det allerstørste problem.

For alle involverede har fået computeranimerede og pelsede kroppe, men bevaret deres ansigter.

Og resultatet er cirka så sært, som det er frastødende.

Skuespillernes ansigter svæver som heliumballoner over kroppene, der er anatomisk menneskelige men tilføjet ører og hale.

Bryster har de sære kattemensker fået lov til at beholde, mens kønsorganerne er fjernet. Det er næsten umuligt at forklare, hvor forstyrrende resultatet er.

De pelsede syngende mennesker kommer konstant indenfor kysseafstand af hinanden, eller vrider sig stønnende rundt på gulvet.

Og resultatet er at Cats ofte føles som at have taget den forkerte dør, og være endt midt i nogen andres fetish-fest.

Det er komplet uforståeligt, at ingen har forhindret Cats i at blive produceret – i hvert fald på denne måde.

På intet tidspunkt vænner man sig til det bizarre udtryk.

Imens man stirrer på de katificerede stjerner fortæller Cats en spinkel historie om Jellicle-katte.

Jeg ved stadig ikke helt hvadd Jellicle-katte er, men jeg skal love for, at jeg aldrig glemmer ordet Jellicle.

For den evige række af sange i Cats fortæller konstant, at Jellicle-katte spiser Jellicle-mad, har Jellicle-haler, holde Jellcile-fester og tager Jellicle-valg.

Jellicle-valget er noget med at sende et af de computeranimerede kattemennesker til en slags paradis – det førnævnte Heaviside Layer.

Intet giver mening, og den maniske koreografi udført af de digitale misfostre er ikke nok til at distrahere fra den komplette mangel på plot.

I den ene sang efter den anden introducerer kattene sig, med håb om at blive den Jellicle-udvalgte, og det hele føles lidt som at være fanget i et Jellicle-melodi-grand prix.

Mungojerrie, Rum Tum Tugger Mr. Misstofeles, Munkustrap, Old Deuteronomy.

Listen af sange hvor kattene præsenterer sig selv er uendelig. På et tidspunkt – måske var det under en slags dance-break, som jeg sværger varede omkring 47 minutter – mistede jeg troen på at finde nogen form for mening i Cats.

Måske er Lloyd Webbers oprindelige musical egentlig også bare noget lort.

Men det er svært at sige, at man helt skal undgå Cats, for den har i sandhed mange unikke ting at vise. Så lad mig forberede dig på lidt af dem.

Rebel Wilson og James Corden dukker op og er sjove fordi de er tykke katte. Haha. 

James Corden falder og slår sig lige i skridtet. Det gør åbenbart ondt selvom kattemenneskene, tak gud, ikke har kønsorganer.

Dame Judi Dench spreder ben, mens hun smyger sig rundt i en kattekurv.

Ian McKellen tungeslasker mælk op i sin gamle mund fra et rustent fad.

Jennifer Hudson råbe-synger sig vej gennem den mest berømte og mest kvalmende sang fra Cats: Memories.

Rebel Wilson lyner sin kattepels af og afslører mere pels og en trøje indenunder. Og så træner hun i øvrigt mus med børneansigter og menneskelignende kakerlakker til at lave cirkustricks.

Intet af ovenstående er løgn, og det er kun lidt kradsen i overfladen af de uforståelige optrin i Cats.

Når man skal græde, griner man, og når man skal grine, væmmes man. Og resten af tiden er det hele bare sært kedeligt.

Man må sige at instruktør Tom Hooper har skabt en film, der vil vare evigt.

En Jellicle-film.

Jeg er nemlig sikker på, at Cats får et liv som en Rocky Horror Picture Show-lignende fan-favorit mange år frem i tiden.

Men jeg tror virkelig ikke, det var intentionen.

På den anden side, så indrømmer jeg gerne, at jeg ikke forstår noget som helst af det.

Også selvom pelsede Judi Dench siger, at jeg burde.

Det ville være nemt at kalde Cats en fuldstændigt fejlslagen film, hvis bare det var til at regne ud, hvad den prøver på.