Psykosia anmeldelse: Hang til drama

På et tidspunkt i Psykosia taler Trine Dyrholms overlæge i psykiatri Dr. Klein om at have en hang til drama.

Efter at have set instruktør og manuskriptforfatter Marie Grahtøs spillefilmsdebut, er jeg ret sikker på at Grahtø har en hang til drama.

Måske endda de gotiske af slagsen.

Da Psykosia tager sin begyndelse ankommer den noget indeklemte selvmordsforsker Viktoria i hvert fald til en psykiatrisk afdeling, hvor hun skal arbejde, som en anden Jonathan Harker til Draculas slot.

Og godt nok hænger der ingen tordenskyer over den gamle bygning, men der er alligevel et skær af Bram Stoker, Edgar Allan Poe og Mary Shelley over Psykosia.

Viktoria skal arbejde med den livslange psykiatriske patient Jenny, der er lige så grænsesøgende og vild, som Viktoria er tilknappet.

Og man skal ikke have opholdt sig meget i den gotiske afdeling for at vide, at der måske gemmer sig mindt lige så meget vildskab bag Viktorias ekstremt højhalsede trøje.

Men hvor de gotiske fortællinger ikke ligefrem var de mest sympatiske i deres fremstilling af psykiske lidelser, så er Psykosia anderledes moderne.

Med et imponerende subjektivt filmsprog set fra fotograf Catherine Pattinama Colemans linse, forsøger Psykosia nemlig at invitere publikum med ind i et liv med psykisk sygdom.

Det lykkes overraskende godt, også selvom Psykosia bærer sine inspirationskilder – fra Bergman til Argento – helt uden på tøjet.

Et skarpt lyddesign lader almindelige smålyde blive til enorme eksplosioner og billederne lader kroppe opløses og flyde sammen.

Det er dragende og stilmæssigt gennemført.

Imens drages de to kvinder i centrum mod døden, og Psykosia lykkes med nænsomt at forklare den tiltrækning til at forlade livet, som desværre alt for ofte er en del af psykiske lidelser.

Det skyldes ikke mindst de flotte præstationer fra Lisa Carlehed som Viktoria og Victoria Carmen Sonne som Jenny.

Sonne giver som altid, alt hvad hun har, og får skabt en utroligt troværdig præstation, af en kvinde der har tilbragt det meste af sit liv i det psykiatriske system.

Carleheds rolle er per definition mindre flashy og mere fremmedgørende, men hendes indestængte spil er også fascinerende.

Mere problematisk er Grahtøs manuskript, der udpensler sine ideer lige voldsomt nok med tung dialog og desværre tyer til den mest slidte kliche i historier om psykisk sygdom, som historien skrider frem.

Psykosia lever stærkere, når den lader sit udtryk tale for sig og i stemninger og glimt giver et indtryk af, hvordan følelsen af, at virkeligheden bryder sammen, må være.

Det er et følsomt emne præsenteret både nænsomt og stilfuldt.

Selvom Psykosia helt klart også har en hang til drama.

Psykosia er et følsomt og stilfuldt kig ind i et liv med psykisk sygdom med to fremragende præstationer i centrum.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer