Breathe anmeldelse: Et liv som lammet
Lad os bare få det på plads med det samme: Breathe føles som en film, du har set før.
En mand rammes af en frygtelig sygdom, men med viljestyrke, snilde, godt humør og hjælp fra venner og familie får han alligevel et godt liv.
Det er den slags film, der kæmper for at gøre dig i både godt humør og forhåbentlig også få dig til at fælde en tåre eller to.
Og selvfølgelig er den baseret på en sand historie.
Hvis den beskrivelse gør dig lidt træt, så er du lovligt undskyldt. Jeg havde heller ikke de helt store forventninger, da jeg satte mig til rette til Breathe.
Og skuespiller Andy Serkis’ debut som spillefilmsinstruktør er da heller ikke ligefrem overraskende. Til gengæld er den solidt sat sammen og båret af imponerende skuespil.
Det gode skuespil starter hos Andrew Garfield.
Garfield bringer en charme og munterhed til en hovedperson, der ellers på overfladen er sat i en ulidelig situation.
Garfield spiller nemlig Robin Cavendish. I en alder af 28 rammes Cavendish af polio på en rejse til Kenya. Resultatet er, at han lammes fra halsen og ned.
Lægevidenskaben anno 1958 giver ikke Robin gode odds. Bundet til en respirator og en hospitalsseng med tre måneders levetid.
I starten sygner den ellers livsglade Robin hen, men opfordret af sin gæve kone Diana finder han modet på livet igen, og stik imod alle lægers opfordringer tager han hjem og bor, med en respirator ved sin side.
Det var helt uhørt for datidens lægevidenskab, men inden længe er de tre måneders levetid blevet til flere år, og Robin begynder at få ideer, der også kan hjælpe alle de andre i samme situation.
Forholdet mellem Diana og Robin er fremdriften i filmen. Et par ukuelige mennesker, der ikke lader livet stoppe af noget så småt som altomvæltende handicap.
Andrew Garfield bringer som sagt en sød ukuelighed til hovedpersonen, men endnu bedre er Claire Foy som hans kone Diana.
Trofast står hun ved Robins side, og bruger bogstaveligt hele sit liv på at passe ham uden at beklage sig. Helt så simpelt var det nok ikke for virkelighedens Diana, men Foy sælger rollen med flot følelsesmæssig tyngde.
Det hjælper også at instruktør Andy Serkis – for det meste – er i stand til at spille lige nøjagtigt hårdt nok på følelsesklaviaturet.
Han undgår at begrave Breathe i tung tristesse, og instruerer for det meste filmen mere som en komedie end en alvorstynget sand historie.
Resultatet er en af den slags film, os anmeldere har det med at kalde livsbekræftende.
At det samtidig også er en film med en god portion sentimentalitet og uden den helt store dybde, giver lidt sig selv.
Kun enkelte gange snubler Serkis i tonen.
Balancen mellem munter feel-good og blod i lungerne rammer ikke altid helt plet, og som sagt føles Breathe, som en film du allerede har set inden den går i gang.
Men det er altså også meget dejligt en gang imellem.
Breathe er en af den slags film, der både giver et smil på læben og tårer på kinden. En solid omgang feel-good, der det meste af tiden undgår at være hverken kvalmende sød eller alvorstungt kedelig. Det meste af tiden.
