Birds of Prey anmeldelse: Konfetti og frigørelse
Indrømmet, det er en ret lav barre Birds of Prey: And the Fantabulous Emancipation of One Harley Quinn skal springe over.
Den skal sådan set bare være bedre end Suicide Squad.
Og instruktør David Ayers rodebutik af en antihelte-film fra 2016 havde forsvindende få kvaliteter.
Heldigvis kryber Birds of Prey ikke bare over, hvor gærdet er lavest, men slår en relativt imponerende saltomortale over sin forgænger.
Instruktør Cathy Yan tager det eneste mindeværdige – nemlig Margot Robbies perfekte præstation som Harley Quinn – med til Birds of Prey.
Og med Robbie i centrum skaber hun en antihelte film, der har en fest indenfor sine egne begrænsninger.
Robbie rammer igen den skælmske Harley Quinn på kornet, og både hun og filmen har held med at gøre hende til mere end det omvandrende Stockholm-syndrom, karakteren har været i sine værste øjeblikke.
Birds of Prey er nemlig, som den lange undertitel antyder, en frigørelseshistorie for Harley.
Mere eller mindre ufrivilligt har hun sagt farvel til Gothams mest berygtede klovn, og nu skal hun lære at stå på egne ben.
Den process starter hun med et bogstaveligt brag i filmens åbningssekvens, og efter det sætter Birds of Prey sjældent farten ned.
Inden længe er den kaotiske antihelt fanget i komplekst kriminalplot i Gothams underverden, hvor en række skumle typer drages mod en diamant.
Det setup ville høre fint hjemme i en klassisk Guy Ritchie-film, og Birds of Prey låner da også mere end almindeligt meget fra både Ritchie og Tarantinos ikke-lineære fortællestil.
Harley agerer rablende meta-fortæller i Deadpool-stil, mens hendes involvering i begivenheder langsomt får samlet en udgave af Birds of Prey-tegneseriens kvindelige antihelte.
Ingredienser er med andre ord hentet andre steder fra, og instruktør Cathy Yans hurtigklippede stil med tekst på skærmen, freeze frames og komiske afstikkere føles mere som en solid imitation end et selvstændigt udtryk.
Men det er fantastisk underholdende.
Selvom de mange jokes ikke er helt så skarpe som hos forbilledet Deadpool, så har instruktør Yan og manuskriptforfatter Hodson blik for de unikke kvaliteter i denne samling kvindelige badasses.
Filmen giver sig tid til at putte overraskende meget kød på karaktererne.
Og selv om Robbie stjæler billedet så er både Mary Elizabeth Winstead, Jurnee Smollett-Bell og – i et glædeligt gensyn – Rosie Perez veloplagte som den umage samling hårdhudede helte.
Ewan McGregor er ujævn men underholdende som skurken Black Mask, selvom introduktionen af de nye helte er mere interessant end det egentlige kriminalplot.
Imens lader Birds of Prey Gothams magtfulde mænd skiftevis træde i baggrunden eller være idioter, mens de kvindelige helte overdynger hinanden med komplimenter i filmens veloplagte actionscener.
Det føles forfriskende.
Apropos action, så har John Wick-instruktør Chad Stahelski været inde over for at peppe det hele lidt op.
Og det kan mærkes.
Nærkampene er overraskende slagkraftige, og i en effektiv sekvens får Harley Quinn lov til at skyde med kulørte konfetti- maling- og røgbomber.
Imens referer film til alt fra Terminator til Leon og lægger aldrig skjul på, at ambitionerne ikke er større end at være en solid kvindedrevet actionfilm.
Her er ingen kosmiske trusler eller heftige løse tråde til fremtidige film.
Dem håber jeg nu alligevel på, de fremtidige film.
For da Birds of Prey når frem til sin finale – der både involverer et Hurlumhejhus og en tur på rulleskøjter – er hverken Harley Quinn eller de tre birds of prey-karakterer udtømt.
Det giver fornyet håb for fremtiden for DC’s heltefilm.
Også selvom barren, Harley skulle hoppe over denne gang, var alt for lav.
Birds of Prey er en kulørt konfettibombe af en actionfilm med endnu en suveræn præstation fra Margot Robbie.
