Beau Is Afraid anmeldelse: Ingen flugt fra galskaben

Hos instruktør Ari Aster er der ingen flugt fra galskaben og traumerne.

Hvis ikke man er født med dem, så kan jeg love dig for, at de kommer senere, og forsøger man at holde dem fra livet, bliver det hele kun endnu værre.

Sådan var det for Peter i Hereditary, der til sidst måtte overgive både krop og sjæl til sin dysfunktionelle familie.

Og sådan var det for Dani i Midsommar, der kun kunne finde støtte til sit sårede sind i en svensk dødskult.

I Asters univers er familie ikke en varm omfavnelse, men en knude af traumer. Forældre er uendeligt tunge ankre om halsen og kærlighed er ren forstillelse.

Alligevel hører Asters gruopvækkende film til blandt nogle af de sjoveste fra den sidste årrække. Aster elsker at stirre ned i afgrunden og så grine af den.

Den urovækkende kombination af traume og oliesort humor fortsætter ind i Beau Is Afraid, der nok er den af Asters spillefilm, der ligger tættest op af hans tidlige kortfilm.

Det er også den af Asters film, der mindst føles som en samlet ide, og mere som en 3 timer lang filmatiseret notesbog fyldt med alle de groteske indfald, instruktøren ikke kunne finde plads til i sine egne projekter.

Udgangspunktet er Asters egen kortfilm Beau, hvor en ekstremt angst mand pludselig får meget svært ved at komme ud af døren.

I denne nye version spilles Beau fremragende som en ynkelig kødpose fyldt med neuroser af en veloplagt Joaquin Phoenix, der tilsyneladende uden tøven kaster sig ind i alle sin instruktørs tiltagende surrealistiske indfald.

Målet er at komme hjem til kilden af alle neuroserne, Beaus mor, men når verden omkring en er ens inderste frygt manifesteret, så kan der hurtigt komme ting i vejen.

Og det gør der i Beau Is Afraid, der som en sadistisk roadmovie finder fryd i at bruge den ofte ynkelige Beau som boksepude.

Hvordan det foregår, skal filmen egentlig selv have lov til at afsløre.

For som alle andre af Asters film, er Beau Is Afraid ude på at underholde.

Den ene virtuost instruerede sekvens afløser den anden i Asters bizarre angstdrevne univers. Designet til at få folk til at grine mindst lige så meget som de skal vride sig i sædet.

Beau Is Afraid kommer til at dele publikum, men det bliver nok de færreste, der går fra den, uden at have haft en mindeværdig oplevelse.

Det er tydeligt, at Aster har fået helt frie hænder i afviklingen af sit neurotiske epos, og han får effektivt brændt alle broer til sit rygte som gyserinstruktør, med en film der umuligt kan favnes af en genre.

Beau Is Afraid sender mange skud ud til filmhistoriens mestre — filmens første kapitel føles lidt som hvis Jacques Tati og Michael Haneke havde slået sig sammen om at lave en crazykomedie — og Aster instruerer med en helt absurd sans for detaljer og filmiske effekter.

Men samtidig er Beau Is Afraid virkelig også fjollet. Den griner mindst lige så meget af sig selv som af sin hovedperson.

Det er en film, der både indeholder en bjergtagende animeret drømmesekvens, og morer sig over en tegning, hvor en mand pisser (håber jeg…) i sin egen mund med teksten ‘don’t mind if i do!’.

Imens blotlægger Aster tilsyneladende sin egen indre angst, når det neurotiske mandebarn Beau kæmper sig igennem en verden, han aldrig har følt sig del af.

Aster har både lysten til at lave blockbuster-underholdning og til at hylde Roy Andersson. Han kombinerer grum vold med kunstfilmens sprog og krydrer det med pik-humor, mens et sært rørende portræt af en selvhadende mand vokser frem af mudderet.

Til tider føles det som en velkurateret YouTube-playliste, hvor noget nyt venter om hjørnet hvert femte minut.

Beau Is Afraid er noget særligt.

Hvis den har en svaghed, så er det, at den episodiske struktur gør, at ikke alle sekvenser rammer den enkelte lige rent.

Jeg synes f.eks. finalen trak lidt ud, selvom den også byder på nogle af filmens på samme tid bedste og dummeste indfald.

Mariah Careys Always Be My Baby bliver f.eks. aldrig den samme igen.

Alligevel elsker jeg Beau Is Afraid, der på nogen måder føles som hvis karaktererne fra Seinfeld skulle lave deres egen version af Pink Floyd’s The Wall.

Og hvis det ikke giver mening for dig, så må du hellere omfavne galskaben og skynde dig i biografen, så du kan se, hvad jeg mener.

En af de bedste nulevende instruktører går fuldstændigt bananas i en grotesk underholdende, og bare grotesk, rejse ind i en mande-babys utøjlelige neuroser. Beau Is Afraid er en suveræn biografoplevelse.