Argylle anmeldelse: Kulørt gummiverden
Jeg er ret vild med Matthew Vaughns Stardust.
En charmerende blanding af fantasy og komedie baseret på et forlæg af Neil Gaiman. Det er en film med både opfindsomhed, mådehold, snedighed og et overbevisende univers.
Det er lige sådan cirka alle de ting som Vaughns nyeste film Argylle mangler.
For Argylle føles mest af alt som endnu et indspark i Vaughns Kingsman-serie.
Her er mindre blod og en snert af 80’er eventyrfilm ala Nu går den vilde skattejagt, når spionforfatteren Elly Conway pludselig rodes ind i et virkeligt eventyr, der ligger skræmmende tæt på hendes egne romaner.
Men løjerne foregår i den samme kulørte, over the top og gummi-agtige action-verden, som vel efterhånden er blevet Vaughns adelsmærke efter Kickass.
Og det er allerede tidligt et ret stort problem.
For i filmens indledende sekvens, der foregår inde i en af Conways bøger, er det til at sluge den sløsede brug af effekter, der får alt og alle til at ligne plastic.
Men hvorfor ser den virkelige verden ud på samme ofte ulideligt grimme måde?
Argylle bruger det meste af sin tid i et billigt udseende greenscreen univers, der krydres med actionsekvenser, der forveksler overforbrug af vægtløse effekter og fjollede gimmicks med god instruktion og godt stuntarbejde.
Og forsøgene på komedie er ofte så anstrengte og fortænkte, at alene setuppet til vitserne er trættende. Computeranimerede katte er sjældent sjove.
Imens er manuskriptet en alt for lang omgang, der disker op med en hær af spionfortællingsklicheer i en jagt på at overraske sit publikum, men helt uden at ramme tonen hos sine forbilleder hos James Bond og John Le Carre, som filmen lader til at ville kombinere.
Imens glemmer filmen i sin jagt på den næste fjollede scene, at give sine hovedpersoner — særligt Ellie Conway — en reel personlighed.
At løjerne ikke er fuldstændigt spildt skyldes først og fremmest et veloplagt cast.
Bryce Dallas Howard laver næsten mirakler med charme og opspilede øjne i den vildt underkarakteriserede hovedrolle.
Og Sam Rockwell kan den slags både sløsede og gakkede karakter, som han er budt her i søvne.
Selv i birollerne leverer Dua Lipa, John Cena og Samuel L. Jackson den varme og charme, som manuskriptet selv kæmper med at skabe.
Men at løjerne i bedste fald føles som en direkte til streaming efterfølger til Kingsman-filmene kan selv ikke det veloplagte hold skuespillere rette op på.
Argylle føles på godt og ondt — men mest på ondt — som endnu en Kingsman-film, selvom et charmerende hold skuespillere gør deres bedste for at løfte filmen.
