Aquaman anmeldelse: Dolph Lundgren på søhest
Der er tre grunde til, at Aquaman er den bedste superheltefilm fra DC’s superhelteunivers i årevis.
Den første grund er, at filmen omfavner sit fjollede ophav (hav, fik du den?), præcis som bandet Creed, med vidt åbne arme.
Med Aquaman kigger DC klogeligt deres filmiske storebror Marvel over skulderen, og serverer Aquamans gakkede undervandsunivers uden at føle behov, for at gøre det hele så ulideligt dunkelt, som de gjorde det med Batman og Superman.
Aquaman springer tværtimod i med hovedet først i et kulørt univers, der er en slags Star Wars møder den Lille Havfrue.
Der er dømt storslået fantasy, når Jason Momoas Aquaman tvinges til Atlantis for at dyste med en krigerisk halvbror, der har fået nok at menneskenes forurening af verdenshavene.
Aquaman er lige præcis tilpas fjollet, uden at underminere tegneserieuniversets integritet eller forfalde til unødig dunkel-ficering.
Den slags er old news hos Marvel, men hos DC-filmene er det forfriskende, og af samme grund lander Aquaman over den hidtil bedste af de nye DC-film, Wonder Woman.
Den anden grund til, at Aquaman er så vellykket, er, at Dolph Lundgren rider på en søhest.
Den tredje grund er instruktør James Wan.
Wan er for alvor kendt for sine gyserproduktioner, der tæller den første Saw, Insidious og de to The Conjuring-film, men han har også leveret usædvanligt vellykket action, både i lille skala med Death Sentence og med bred pensel i Fast & Furious 7.
Hvad end for en genre han bevæger sig i, er Wan filmteknisk moderne klassicist til fingerspidserne.
Det nyder Aquaman mere end godt af, når Wan fyrer den ene overvældende vellykkede actionsekvens af efter den anden. Wans kamera ved altid præcis, hvor det skal kigge hen, og resultatet er – i flere scener – en af de mest visuelt vellykkede og adrenalinpumpende superheltefilm til dato.
Effekterne er ualmindeligt imponerende og det regnbuefarvede undervandsunivers er en konstant fryd for øjnene.
Det er milevidt fra den kaotiske og til tider næsten amatøragtige Justice League, og den sidste halve times visuelt overload, er næsten en IMAX billet værd i sig selv.
Wan finder også plads til sine horror-rødder og leverer endda et par legitime chok.
Filmen gør også fin brug af Jason Momoas noget begrænsede rækkevidde som skuespiller. Hans surfer-dude-agtige superhelt er et charmerende bekendtskab, og han er konstant i skarp konkurrence med Amber Heards Mera om at være mest uvirkeligt smuk.
Det betyder dog ikke at træerne – eller tangplanterne? – vokser ind i himlen.
Aquaman tumler med et opsvulmet manuskript, der basalt set bare sender helten ud på en Indiana Jones-agtig skattejagt, men alligevel når en længde, der nærmer sig Infinity War.
Det er for langt tid for en simpel oprindelseshistorie, og dialogen kan stadig heller ikke følge med konkurrenterne hos Marvel; hverken når det gælder elskelige karakterer eller humor.
Men når det hele bliver lidt for kedeligt, så venter der heldigvis endnu en underholdende scene om hjørnet.
Og da sluserne for alvor lukkes op for laserskydende undervandshære og gigantiske havuhyrer i filmens sidste tredjedel, folder Aquaman sig ud som et relativt unikt og visuelt slående bud på et superhelteunivers.
Og så rider Dolph Lundgren på en søhest.
Suveræn action og løssluppen fantasi resulterer i en af de absolut mest underholdende film fra DC. Aquaman fortjener det største lærred du kan finde.
