Alien: Romulus anmeldelse: Franchise-parasitten
Trailerne til Alien: Romulus er simpelthen så gode.
Smukt artdesign, overvældende brug af lyd, elegant fotografering og løftet om at instruktør Fede Alvarez kunne bringe sin sans for lige-i-fjæset gys og konstant eskalerende suspense til en franchise, der aldrig har levet op til sine to første film.
Jeg glædede mig virkelig til Alien: Romulus.
De gode nyheder er, at Romulus faktisk holder meget af det, den lover i sine trailers.
Du fornemmer nok, at der også er dårlige nyheder, men lad mig nu lige, som Alien-fan, svælge lidt i filmens gode elementer.
Først og fremmest er scenografien og fotograferingen fantastisk.
Det er lang tid siden, at en Alien-film har lignet og føltes helt så meget som en Alien-film.
Fra filmens lydløse åbningsscene til dens støjende afslutning føles det som at være tilbage i det samme kapitalistiske mareridt af en fremtidsvision som Dan O’Bannon og Ridley Scott første gang førte os til tilbage i 1979.
Alting føles beskidt, tungt, taktilt, snasket og ubekvemt på de helt rigtige måder. En af den slags filmverdner, man ikke har lyst til at bo i, men som man kan nyde på lærredet i en livstid.
Effekterne blander smukt det digitale og det praktiske med imponerende resultater (med en MEGET stor undtagelse).
Det er på den måde en velsignelse, at Romulus ikke blev den streamingproduktion, den først var tænkt til at være.
Alien-fans skal med andre ord nok finde noget at sætte pris på.
Men det er også problemet.
For flere steder er Romulus lige på nippet til at finde sin egen stemme. Til at være et indspark i et berømt univers med sin egen personlighed — men så fejler den.
For uheldigvis er Alien Romulus en typisk Rick Dalton-gif af en moderne efterfølger.
Allerede inden for de første fem minutter vælter de direkte referencer til Alien og Aliens ind over lærredet i tiltagende pinlig grad.
Og det fortsætter desværre frem til filmens slutning, hvor Romulus nok skal nå igennem hver eneste ikonisk scene og replik fra Scifi-serien.
Det er tydeligt, at efter Ridley Scotts ujævne forsøg på at bygge videre på universet, så skal fansene gøres glade med velkendte monstre og stemninger, af den slags der gjorde originalerne til klassikere.
Imens glemmer filmen at putte kød på sine karakterer, eller udfylde temmeligt voldsomme plothuller (kritikere af Prometheus kommer til at få fråde om munden i frustration) i en jagt på at være en slags Alien og Aliens-jam band.
Midtvejs, da filmen digitalt genopliver en afdød karakter og skuespiller i en både visuelt håbløs og etisk vammel version, bare for at os nørder kan pege og sige “Se hvem det er!”, var den ved at miste al min sympati, der ellers havde overlevet den kluntede dialog og de klodsede easter eggs.
Tematisk er filmen fuldstændigt hul, og selvom spændingen opbygges fint i starten, så evner Alvarez ikke — trods sin åbenlyst store kærlighed til materialet — at få gensynet med verdens bedste filmmonster til at rumme bare en brøkdel af ærefrygten fra den oprindelige film.
Og filmens håndfuld chok af HØJE LYDE-typen er sært sløset forløst.
Det samme gælder desværre filmens forsøg på Cameron-agtig action, der ofte er for klaustrofobisk til rigtigt at slå igennem.
Og så gentager slutningen et element fra en ikke specielt elsket Alien-film på en måde, som nok skal dele vandene.
Alligevel er Alvarez’ filmmuskler for store til at Romulus er ubrugelig.
Den har en række gode ideer til rædselsvækkende Alien-set pieces, imponerende lyddesign, solid musik af Benjamin Wallfisch og så føles den visuelt oprigtigt som en del af de oprindelige films univers.
Bare ærgerligt, at den har en moderne nostalgi-parasit i maven, der brister blodigt frem på alle de forkerte tidspunkter.
Alien: Romulus ender på trods af sine mange kvaliteter som endnu et moderne nostalgimareridt i stedet for at have noget selvstændigt at byde på.
