Dune: Del 2 anmeldelse: To tanker på samme tid

Jeg er blevet udfordret af Dune: Del 2.

For da jeg forlod biografen, synes jeg filmen var fantastisk. Men jeg var også skuffet.

Efter første halvdel af Denis Villeneuves bombastiske filmatisering af Frank Herberts sci-fi klassiker, var jeg mere end klar til den næste halvdel, som jeg — stort set ignorant om forlægget — forventede, ville være en tilfredsstillende finale på fortællingen.

Men Dune: Del 2 snubler flere steder, selvom jeg samtidig har svært ved at visualisere en bedre version af filmen.

Den er fantastisk og skuffende. Og to modsatrettede tanker på samme tid er åbenbart for meget for en filmanmelder.

For jeg har stort set tænkt på filmen lige siden.

Men måske er det egentlig meget passende at have to tanker på samme tid om Dune. For den stort opsatte fortælling om Paul Atreides (og de syv andre kriger og Messias-navne han skænkes gennem filmen) har ikke bare to tanker på samme tid. Nok mere 20.

For Dune — som oplevet for første gang gennem filmudgaven — er en historie om religion, indfødte befolkninger, psykedelisk bevidsthedsudvidelse, menneskers trang til magthierarkier, fascisme og misbrug af naturen.

Det er en historie om ubegrænset magt og en messiasfortælling, der konstant sætter spørgsmålstegn ved sig selv.

En scifi-fortælling der er mere interesseret i at visualisere en fremtid for menneskets kultur og institutioner end i detaljerede fantasier om rumrejser og teknologi.

Og fandme om ikke Denis Villeneuve får alle de temaer presset ind i kun to film.

Så må jeg også kunne rumme både at elske og være skuffet over Dune: Del 2.

Efter at have ridset nogle af historiens centrale elementer op, er det måske ikke så underligt, at Villeneuve får hældt mere vand i glasset — eller sand i sandkassen — end der egentlig er plads til.

Det er måske ikke så mærkeligt, at filmens sidste del pludselig rabler sit plot af i en uklædeligt høj hastighed.

Det er som om Dune ikke helt har plads til at favne sin egen komplekse historie, og da filmens sluttekster rammer lærredet, er historien om Paul da heller ikke slut.

Men måske er det bare sådan det må være, hvis ekstremt ambitiøse og komplekse Dune skulle have en plads på det store lærred.

Mere problematisk er de åbenlyse mangler i en central kærlighedshistorie, som selv to af verdens største unge stjerner ikke helt kan få mig til at tro på.

Men Dune er som film nok også mere interesseret i koncepter og ideer, end mennesker man for alvor tror på.

Mere utilgiveligt for mig personligt og for en ellers noget nær teknisk perfekt film, er en håndfuld skuffende forløste nærkampssekvenser, særligt når en af dem er endt som som afslutning på filmens finale.

Det skulle have været bedre.

Alligevel er det som om mine problemer med filmen bliver tiltagende svære at se gennem det fygende sand.

For ved Shai-Hulud da også, hvor er Dune: Del 2 en audiovisuel og designmæssig triumf.

Ikke siden Ringenes Herre har film præsenteret så fuldbyrdet et fantastisk univers, hvad angår scenografi og production-design.

Det føles som om filmskaberne er rejst til en anden verden for at optage løjerne.

Og stjernefotograf Greg Fraser laver sit nok bedste arbejde hidtil i en film, der udvider farvepaletten fra den første film uden at miste storheden.

Det ene mere mirakuløse set-piece følger efter det andet, mens lyddesignet og Hans Zimmers musik bedst kan beskrives som biograftorden med resulterende ørepine af den mest frydefulde slags.

Denis Villeneuve har altid været mere interesseret i filmisk fortælling end i dialog, og Dune: Del 2 er vel kulminationen på hans arbejde.

Uden at have læst bogen er min fornemmelse, at han med filmisk fordel (og som også Peter Jacksons Ringenes Herre-film gjorde det) injicerer store mængder action, som forlægget er mindre interesseret i.

Bare vent til du ser Hakkonen-rumnazisternes hjemplanet i bogstaveligt blændende chiaroscuro, hvor fyrværkeri eksploderer som sorte Rorschach-tests på himlen.

Eller de underskønne, orangerøde mareridtsvisioner af folkeudryddelse som hjemsøger Paul.

Jo mere jeg tænker over det, jo sværere bliver det at se filmens mangler gennem det fygende sand.

For når jeg tænker på Dune: Del 2 nu, tænker jeg på dens ideer; ikke på de fortællemæssige mangler.

Jeg mærker suget i maven fra Pauls første ridetur på en af de gigantiske sandorme; ikke skuffelsen ved den stadig uforløste afslutning.

Jeg får højdeskræk, når jeg ser det afsluttende slags svimlende billeder for mit indre øje og glemmer alt som skuffende slåskampe.

Så jeg må acceptere at holde to tanker i mit hoved på samme tid.

Jo, Dune: Del 2 er skuffende.

Men den er nok mere fantastisk.

Biograflærredet og filmen selv har svært ved at rumme ambitionerne, men Dune: Del 2 er alligevel uforligneligt sansebombarderende blockbuster-filmkunst.