The Party anmeldelse: Sikk’ en fest…

Instruktør Sally Potter inviterer med indenfor til en fest af de virkeligt gode

Altså, ikke for dem der deltager, men for os i biografsalen.

For de deltagende er det en ret forfærdelig fest.

Men for mig var The Party en ekstremt underholdende og vittig øvelse i konstant eskalerende galskab.

Det er tydeligt helt fra start at noget er galt.

Kristin Scott Thomas spiller politikeren Janet der har fået den prestigefyldte position som skyggeminister – et britisk fænomen der dækker over udpegede talsmænd fra den siddende regerings opposition.

Det skal selvfølgelig fejres med en middag for en håndfuld af de vigtigste – og mest snobbede – venner.

Men Janet krydrer madlavningen med SMS’er til hendes hemmelige elsker, mens hendes mand Bill – spillet af en fantastisk Timothy Spall med filmhistoriens måske mest forvirrede ansigtsudtryk – hører sin ungdoms musik i en nærmest katatonisk tilstand i stuen.

De har begge to hemmeligheder.

Det samme gælder for resten af gæsterne.

Patricia Clarkson brillerer som April hvis syrlige oneliners truer med at ætse sig vej ud af lærredet. Hun danner par med sin absolutte modsætning. Den bløde new-age mand Gottfried spillet af en fantastisk veloplagt Bruno Ganz.

Og hvad med en snøftende Cillian Murphy som forretningsmanden Tom der af uvisse årsager ankommer uden sin kone og konstant forsvinder ud på husets badeværelse.

De mest afbalancerede i selskabet er tilsyneladende det lesbiske par Jinny og Martha, spillet af Emily Mortimer og Cherry Jones.

Men bare rolig, også de har hemmeligheder der er klar til at eksplodere ud af dem inden aftenen er omme.

Eller rettere; faktisk inden for de næste 71 minutter. Længere er The Party nemlig ikke, og den udspiller sig i tilnærmelsesvis real-tid.

The Party er som en stjernekaster af bizarre intriger der antændes i filmens første minut og gnistrer lige frem til det sidste.

Det skyldes selvfølgelig det mageløse cast, men også manuskript og klipning – bl.a. hjulpet på vej af den danske veteran Anders Refn – der skærer alt overflødigt fedt fra fortællingen til kun en iskold kerne af sort humor står tilbage.

Overklassens overflade krakelerer fra første sekund, og inden længe er politiske og menneskelige idealer afsløret som intet andet end egoisme, angst og lyst.

Den slags har vi selvfølgelig set før. Det er ikke længe siden italienske Perfect Strangers lod smart-phonens hemmeligheder ruinere overklassens venskaber.

Men hvor Perfect Strangers var søbet ind i sentimental sødsuppe og patetisk i sine forsøg på dybde, så er The Party en iskold udstilling af menneskelig forstillelse pakket ind i den absurde komedies gevandter.

Samtidig undviger The Party ‘filmet teater’-faldgruben der ligger lige for en fortælling der begrænser sig til et par rum og en baghave. Det skyldes Sally Potters skarpe instruktion og især Aleksei Rodinovs knasende sprøde og energiske sort-hvid fotografering.

The Party vinder stort på sin ekstremt kyniske og perfekt leverede humor og de tiltagende bizarre optrin.

Optrin der skal opleves, ikke afsløres i en anmeldelse.

Det kan godt være gæsterne til denne fest lider.

Men hold op hvor er det underholdende at overvære.

The Party er en suveræn, sjov og kulsort filmfest; en absurd komedie med fedtet skåret fra. Instruktør Sally Potter har sendt en invitation du ikke må takke nej til.