Every Face Has a Name anmeldelse: Bag de skræmte øjne

Vi har allesammen set dem. Alt for mange gange.

Horder af skræmte øjne — og sjældnere lettede og smilende ansigter — der flygter fra krig, sult, fattigdom og forfølgelse fra et sted til et andet.

Menneskets historie byder altid på nye flygtninge, og de har været fast inventar i nyhedsudsendelser cirka siden mediet blev opfundet.

Faktisk har de fleste af os nok set dem så mange gange, at vi ikke føler for dem mere. Ikke rigtigt i hvert fald.

Men så er det jo godt vi har film. Den ultimative empatimaskine der i hvert fald for en tid gør det muligt at gå en tur i vores medmenneskers sko.

Det er lige præcis, hvad instruktør Magnus Gertten forsøger med Every Face Has a Name.

Gertten giver sig nemlig i kast med at finde de virkelige mennesker bag de anonyme ansigter i optagelser af en hær af flygtninge fra 2. verdenskrig, der den 18. april 1945 trådte i land ved Malmø.

Ansigterne skal have navne i stedet for bare at være endnu et flimrende historisk dokument af menneskelig lidelse.

Resultatet er en ofte rørende film, der lader en række aldrende ofre for krigens rædsler genkalde sig den dag, de for alvor fik deres frihed.

Flere af dem er tidligere fanger i Auschwitz, og Gertten lader publikum læse en regnbue af følelser i deres ansigter, når de for første gang ser de gamle optagelser af en livsdefinerende begivenhed.

En kvinde tvivler først på, at det kan være hende på optagelsen — hun har jo alt for meget hår — en mand mindes en mor, der aldrig favnede ham, en tredje kvinde nægter at tale om krigen, kun det øjeblik hun følte sig fri for den.

Det er præcis så rørende, som det lyder, og de små glimt ind i de mange menneskers liv får menneskeliggjort arkivmaterialet.

Mest gribende er genkendelsens glæde, når nogen spotter en person, de ellers havde glemt, og det gør Every Face Has a Name til en ofte livsbekræftende filmoplevelse.

Selvom rædslen selvfølgelig altid lurer lige om hjørnet.

Gertten får os til at føle flygtningenes ansigter igen. Derfor er det også næsten helt unødvendigt, at han meget bastant og konstant klipper til moderne flygtninge, der modtages i en italiensk havn i 2014.

Gertten stoler simpelthen ikke nok på sit publikum, og bruger i stedet for meget tid på at drage en pap-skåret parallel, som han for længst har haft held med at få sit publikum til at føle.

Det kunne jeg godt have undværet.

Det er til gengæld ikke nok til at sænke en film, der har held med at vise menneskene bag de mange skræmte øjne.

Every Face Has a Name er en dybt humanistisk og gribende dokumentar, der har held med at gøre anonymt arkivmateriale vedkommende på ny.