The Woman King anmeldelse: Sværd og sandalfilm med spyd og bare tæer
I bund og grund er The Woman King en god gammeldags omgang sværd og sandal-action.
Nej, den er ikke fra Italien, den foregår ikke i oldtiden men i 1800-tallet, og krigerne med sværd og sandaler har ikke nogen sandaler og heller ikke altid sværd.
Alligevel er fortællingen om Agojie-krigerne — en gruppe kvindelige afrikanske krigere fra det vestafrikanske kongedømme Dahomey — af den gammeldags sværdsvingende skole.
Badass-kvotienten er ualmindeligt høj, lige fra Viola Davis i filmens åbningsscene afslører sig fra sit skjul.
For hvis du skulle være i tvivl, så kan Viola Davis faktisk dræbe kun med sine øjne, og i The Woman King har hun altså et sværd og er leder af en toptrænet militærenhed.
Og så har jeg ikke nævnt Sheila Atim, der får lov til at svinge et spyd i så høj fart, at hun næsten letter.
Eller hvad med fremragende Lashana Lynch, der har slebet sine negle til kløer, så de kan flå fjenden i stykker så let som en tiger.
Jo, gruppen af krigere er sådan set grund nok til at se The Woman King i sig selv, og som enhver god omgang sværd og sandal-action er den gruppe af hårde negle selvfølgelig underdogs.
Ikke alene fordi deres modstandere er dem militært overlegne, også fordi de hvide kolonister trænger sig ind både på deres territorium og deres krop — og så selvfølgelig fordi de er kvinder.
Det giver anledning til rigeligt af den slags gåsehudsfremkaldende scener, hvor en undermagt stolt stiller sig imod en grusom overmagt.
Men det, der gør The Woman King til mere end bare en habil omgang Gladiator-rip off, er selvfølgelig at hovedpersonerne er det modsatte af de sædvanlige hvide mænd.
Og Dana Stevens manuskript formår faktisk at favne både kvinderettigheder og racehad, mens den leverer en solid krigerhistorie.
Det er imponerende.
The Woman King hjælpes selvsagt også godt på vej af stærk personinstruktion, og et hold fremragende skuespillere, der kaster sig ind i deres roller med dybfølt intensitet både psykisk og fysisk.
The Woman King formår at gøre sine badasses til afrundede karakterer, der kan mere end bare at sparke røv og lave suveræne militærmønstringer tilsat afrikansk dans.
Dramaet fungerer.
Så meget desto mere ærgerligt er det, at The Woman King snubler lidt i sine actionscener.
Koreografien er fin, men kameraet er for tæt på og klipningen er for hurtig. Det er en skuffelse, for Agojiernes ekspertise skulle jo netop udfoldes i actionscenerne.
Heldigvis sælger resten af filmen sine sværd og sandal-helte så godt, at problemerne hurtigt er glemt.
Åbenbart behøver man hverken sværd, sandaler eller hvide mænd for at lave sværd og sandal-film.
The Woman King er tilfredsstillende sværd og sandal-action af den gamle skole, men denne gang er det heldigvis kvinderne, der holder på sværdene.
