Vanskabte land anmeldelse: Små mænd og store landskaber
‘Vi har ikke brug for flere mænd!’ siger Jacob Lohmanns karakter på et tidspunkt i instruktør Hlynur Pálmasons nyeste film Vanskabte land.
Det er uklart, om han mener, at en enkelt mand er nok — navnligt ham selv — eller om han er enig med instruktøren selv i, at der ikke er brug for flere mænd overhovedet.
Det kan jeg selvfølgelig ikke med sikkerhed sige, at Pálmason mener, men der er ingen tvivl om, at Pálmason har lavet endnu en film efter Vinterbrødre, og En hvid, hvid dag, som handler om mænd.
Små dumme, klodsede mænd. Mænd der reagerer udadtil i stedet for at forholde sig til, hvad de har indeni.
Mænd, der tager ejerskab over kvinder for derefter at kappes om dem.
Mænd, der i bedste fald er komiske og i værste fald dødbringende.
Vanskabte land har som minimum en trio af den slags mænd, og i front er den unge præst Lucas spillet af Elliott Crosset Hove.
Lucas sendes til Island for at bygge og lede en kirke i det 19. århundrede og vælger frivilligt at tage en gigantisk rejse over det ugæstfri land i stedet for at sejle direkte til sin destination.
Det skulle han nok ikke have gjort. For den intellektuelle og stolte Lucas er ikke ligefrem skabt til vildmarken.
Hvor Vanskabte land bevæger sig hen derfra, skal du selv have lov til at opleve. Men det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at det bliver noget med små fjollede mænd i gigantiske landskaber.
Sådan er det jo hos Pálmason, der allerede med Vinterbrødre købte en slags fribillet hos mig, og han har ikke skuffet endnu.
Instruktøren fortsætter med at folde sig ud som en af de klareste stemmer i moderne film overhovedet.
Hans æstetik — i samarbejde med sin faste og tilsyneladende geniale fotograf Maria von Hausswolff — er helt enkelt noget af det mest kunstnerisk helstøbte, du kan opleve i en biograf i disse år.
Det gælder også for Vanskabte land, der med alt fra scenografi til lyddesign skaber sit helt eget Pálmasonske univers.
Denne gang udspiller filmen sig i to relativt separate dele; Lucas’ Dead Man-lignende rejse gennem det islandske landskab og hans liv som præst efter.
Særligt første del er en vanvittigt iscenesat filmoplevelse. Ligeså gådefuld som den er imponerende, når heste, mænd og hunde tager den farlige rejse gennem landskabet.
Det er simpelthen fremragende.
Og som altid er den dybt seriøse stil krydret med oprigtigt bizar — ofte fysisk — humor.
Denne gang krydser instruktøren strålerne ved af kombinere skuespillere fra både Vinterbrødre og En hvid, hvid dag.
Så Elliott Crosset Hove og Vic Carmen Sonne får følgeskab af Ingvar Sigurdsson — og førnævnte Jacob Lohmann.
Og hvis ikke Pálmassons film var imponerende nok i forvejen, så løfter det cast filmen til nye højder.
Pálmasson har stadig vekslet lidt af den uimodståelige vildskab fra Vinterbrødre for mere modne fortællinger, og Vanskabte land har ikke helt den intime følelsesmæssige slagkraft som En hvid, hvid dag.
Til gengæld er den sanselige filmoplevelse, den tematiske udforskning og glimtet i øjet præcis så skarpt som altid.
Vi har sgu nok ikke brug for flere mænd, men jeg er nu meget glad for Hlynur Pálmason alligevel.
Endnu en slående og kunstnerisk helstøbt filmoplevelse fra Hlynur Pálmason. Vanskabte land er spækket med uforglemmelige øjeblikke.
