Paula anmeldelse: Kvinde i en verden af mænd

Hun er en rigtig kunstner hende Paula. Kreativ, excentrisk, charmerende,  men en gang imellem også hamrende irriterende.

Om det også var tilfældet for virkelighedens Paula Modersohn-Becker, tør jeg ikke gætte på. Men filmens udgave spilles underholdende af Carla Juri som en flyvsk lille Trolderik af en kunstnerkvinde.

Netop det der med at være kvinde er ret vigtigt i Paula.

Filmen zoomer nemlig ind på de sidste syv år af Paula Modersohn-Beckers liv – Fra 1900 til 1907 –  og her er Paula alt for ofte i mændenes vold.

Først lærer hun at male af en mand: Fritz Mackensen. Eller rettere, han fortæller Paula at en kunstners ypperste opgave er at gengive naturen som den ser ud. Det stemmer ikke godt overens med Paulas stiliserede penselstrøg.

Det stopper nu ikke Paula. Hun smutter rask ned på det lokale fattighus og maler en stor tyk kvinde og hendes børn i sin egen ekspressionistiske stil. Det får Fritz til at levere endnu et guldkorn:

“Kvinder vil aldrig skabe noget kreativt, bortset fra børn”

Av for den, Fritz. Den slags finder Paula sig ikke i. Hun fortsætter maleriet og forelsker sig enddag i en fagfælle: kunstneren Otto Modersohn. Han spilles flot af Albrecht Schuch som en lidt tøvende mand på kanten af oplysning, og så alligevel ikke.

Otto holder nemlig Paula i et goldt ægteskab fordi han frygter hendes død i barnefødsel. Ingen sex eller børn til Paula. Endnu en undertrykkelse fra endnu en mand.

Ikke mærkeligt at Paula sætter Otto og ægteskabet på pause og tager til Bohemernes Paris. Et Paris der som resten af Paula tager sig flot – men også lidt postkort-agtigt – ud.

Det er her i Paris at Paula bliver lidt irriterende. Hun fortaber sig i Boheme-miljøets fristelser, inklusive sin helt egen ‘tall, dark and handsome stranger’ der kan levere alt det sex som Otto ikke kan.

Men vi ved at hun elsker stakkels lille Otto. Så mon ikke de begge skulle tage sig lidt sammen?

Sådan forvandler Paula historien om Paula Modersohn-Becker til en moderne feministisk fabel. Det er kvinden mod verden i Paula, og det er glimrende underholdning.

Det skyldes ikke mindst Carla Juri i titelrollen. Vel er det set før med en kunstnerkvinde som en rigtig pudseløjerlig Björk-light figur. Men Carla Juri har karisma til overs, og hun øser ud af den i Paula.

Samtidig har Paula fine humoristiske strejf. Filmen holder en lettere tone end man tit ser det i denne type europæiske biografiske-film. Samtidig sætter den fokus på en vigtig kvindelig kunstner som jeg ikke vidste det mindste om inden jeg så filmen.

Desværre er filmen ikke helt så interesseret i kunsten som i det personlige drama.

Hvad der var specielt ved Paulas kunst eller hendes kreative process, måtte jeg på wikipedia for finde ud af. Filmsproget er heller ikke ligefrem nær så nyskabende som Paulas egne værker.

Tilsyneladende er instruktøren større fan af Paulas bitre mandlige læremestre end Paula selv. Kostumerne og landskaberne er flotte, men også lidt kedelige. Paula ville nok have gjort det lidt sjovere.

Sådan ender Paula som noget vi har set før. En kvindes kamp for selvrealisering i en mandsdomineret verden. Men det er nu heller ikke en historie der kan fortælles for tit.

Paula maler ikke uden for stregerne i den biografiske films skabelon. Til gengæld udfyldes skabelonen med legende let underholdning og en charmerende præstation i hovedrollen.