Retfærdighedens ryttere anmeldelse: Vold på film

Jeg elsker vold på film, og det gør Anders Thomas Jensen også, er jeg ret sikker på.

Alle de mest folkekære øjeblikke fra den populære manuskriptforfatter og instruktørs film kan ledes tilbage til vold.

Om det er en knytnæve i hovedet på Sofie Gråbøl under æggepustning, en nedskudt ko, Ole Thestrups tale om dyr i egen tarm eller en sønderskudt kat, så er volden et vigtigt element i Jensens brand af folkekomedier.

Jeg er sikker på, at han morede sig lige så meget som mig, den gang Marvins liv meget pludseligt endte på bagsædet af en bil i Pulp Fiction.

Og den scene har han så genskabt, igen og igen.

Og nu igen, med Retfærdighedens ryttere, der byder på flere øjeblikke af slapstick vold i en moralsk fabel med en flok outrerede karakterer spillet af en række folkekære danske skuespillere i centrum.

Hvis det lyder bekendt, så er det fordi det er bekendt.

Og er man til Anders Thomas Jensen-opskriften, så skal Retfærdighedens ryttere nok tilfredsstille.

Denne gang byder Jensen på lidt eksistentielle overvejelser om livet tilfældigheder og sammenhænge, mens han samler et hold af voldelige karikaturer og fylder deres mund med sin velskrevne moderne variant af folkekomedie-dialogen.

Det fungerer flere gange end det fejler, og Retfærdighedens ryttere skal nok afføde nogle år med citater om banankage.

Særligt Lars Brygmanns selvfede Lennart leverer komedie-varen.

Men Retfærdighedens ryttere vil mere end bare at levere grin. Også med volden.

For hele fortællingen udspringer af en togulykke – eller var det en forbrydelse – der tragisk tager livet af konen til Mads Mikkelsens benhårde militærmand.

Og andre gange skal pistolskudende åbenlyst ikke være sjove, men gøre ondt, både på filmens karakterer og publikum.

Og det fungerer desværre ikke. Anders Thomas Jensen har ikke samme evne til at jonglere tone som forbilledet Tarantino.

Hos Tarantino kan vold både være sjovt, trist, tilfredsstillende og grusomt.

I Anders Thomas Jensens univers gør det aldrig rigtigt ondt.

Det skyldes især de overkarikerede figurer, der føles mere som muntre manuskriptsider end multifaceterede personer. Selvom især Mads Mikkelsen og Andrea Heick Gadeberg løfter deres karakterer med fine præstationer.

Imens udstyres alle lidt for mekanisk med en tragisk baggrundshistorie – om det er krigstraumer, mobning eller måske værst seksuelt misbrug.

Især sidstnævnte har Retfærdighedens ryttere slet ikke evnerne til at smelte ind i sin sorthumoristiske verden.

Samtidig hæmmes den af flere af Jensens gamle kæpheste, hvor kvinder er nogen man redder, det er skægt når udenlandske karakterer taler kluntet dansk og jokes om tykke er vildt sjove.

For mig fungerer det ikke, selvom Retfærdighedens ryttere byder på både gode præstationer og oprigtigt sjove øjeblikke.

Måske trænger Anders Thomas Jensen opskriften til lidt forandring.

Retfærdighedens ryttere er bedst, når den er sjov, men snubler, når den tackler sit mørkere materiale.