Once Upon a Time… In Hollywood anmeldelse: Tarantino på toppen

Lad os få det på plads med det samme.

I sin hidtidige karriere har instruktør Quentin Tarantino lavet enkelte fremragende film (Inglorious Basterds, Django Unchained) og en hel bunke tidløse mesterværker (alle de andre).

Det er det spænd af kvalitet Tarantino opererer indenfor.

Jeg burde selvfølgelig ikke regne med, at en enkelt instruktør kan holde så gylden en standard for evigt. Men det gør jeg altså alligevel.

Tarantino er muligvis min favoritinstruktør.

Så der hører selvfølgelig visse forventninger med til en ny film fra Hr. Tarantino.

Heldigvis lever Once Upon a Time… In Hollywood op til Tarantinos arv.

Så hvis du læser dette kun for at vide om Tarantinos nyeste hører til de fremragende film eller til mesterværkerne, men endnu ikke har set den, så læs næste sætning og ikke mere, inden du drøner i biffen og oplever den selv.

Once Upon a Time… In Hollywood hører til i mesterværksgruppen.

Så er det på plads. Alle andre – der ikke er bange for at få afsløret lidt (ingen spoilers!) af Tarantinos nyeste film, eller endnu bedre: Allerede har set filmen og nu lyst til at læse et halvrablende og sikkert alt for langt stykke filmkritik om den: Læs endelig videre.

Tarantino er en af de få filmskabere, hvis film altid tager permanent plads i mit liv.

Fra jeg først købte Pulp Fiction på VHS engang i 1990’erne – i en for ung alder vil mange nok mene – og derefter gik baglæns til Reservoir Dogs og True Romance, har Tarantinos film været urokkelige byggeklodser i mit filmfundament.

Og de kræver at blive set igen og igen.

Det har jeg af gode grunde ikke haft mulighed for med Once Upon a Time… In Hollywood, og det er utvivlsomt detaljer og dybde, jeg ikke har fanget på den første frydefulde gennemkigning.

Men der er også ting, der er slående.

Først og fremmest er Once Upon a Time… In Hollywood Tarantinos blideste film i årevis.

Ikke siden Jackie Brown har Tarantino lavet en film med så store varme følelser for sine karakterer og sit miljø.

Once Upon a Time… In Hollywood genskaber med stor nænsomhed Hollywood anno 1969 med så stor detaljerigdom, at selv en dreng fra vestsjælland føler sig hensat til 1960’ernes L.A.

Fotograf Robert Richardsons varme farver og dynamiske fotografering og scenograf Barbara Lings usandsynligt detaljeorienterede genskabelse af filmbyen er filmen værd i sig selv.

Alt fra de knitrende neonskilte til den solbagte asfalt vækkes til live i en historisk version af Hollywood, der er lige dele romantiseret hyldest og minutiøs rekonstruktion.

Tarantinos vision fanger L.A. midt i den vel nok største brydningstid siden filmbyen først spirede frem i 1910’erne.

I 1969 har blomsterbørnenes modkultur ikke kun fået politisk magt, men også indtaget filmindustrien og sat en generation af konservative filmskabere og skuespillere af i svinget.

Og lige om hjørnet lurer selvfølgelig den ultimative hippie-bøhmand.

Charles Manson og hans ‘familie’ af bevidsthedsudvidede tabere, der begår det tragiske massemord natten mellem den 8. og 9. August 1969, der kostede den højgravide skuespiller – og instruktør Roman Polanskis kone – Sharon Tate samt tre venner af familien livet.

De bestialske mord har siden været symbol på det endelige tab af Hollywoods uskyld, og hvilede selvfølgelig i perioden som en tung skygge over byen.

Og for en generation af børn i L.A. – som Tarantino var et af – blev Manson en næsten mytologisk bøhmand.

På samme måde spøger Manson – og især hans kult af unge hippiekvinder – i baggrunden af Once Upon A Time… In Hollywood.

Det gør Once Upon A Time… In Hollywood til den mest interne af Tarantinos ‘historiske’ film. Du får utvivlsomt mere ud af filmen, hvis vigtige elementer i Manson-mordene som Cielo Drive og Spahn Ranch ikke er ukendte for dig.

Men det gør også Once Upon A Time… In Hollywood til Tarantinos måske mest personlige film.

Det er så tydeligt, at portrættet af filmbyen ikke kun – som sædvanligt – trækker på den popkultur, der har formet Tarantino, men også det miljø han voksede op i.

Ind i den smeltedigel kaster Tarantino to af sine mest velskrevne karakterer: Rick Dalton og Cliff Booth.

De to spilles som bekendt af de to ikke helt ukendte herrer Leonardo DiCaprio og Brad Pitt med et par præstationer, der allerede føles ikoniske.

Hjertet i Once Upon a Time…In Hollywood er venskabet mellem den falmede TV-skuespiller Rick og hans stuntman Cliff.

I Tarantinos hænder leverer begge skuespillere noget af deres absolut bedste arbejde nogensinde.

DiCaprio har et stykke midtvejs i filmen, hvor den fallerede Rick pludselig spiller med skuespil-musklerne, der fortjener at sende alle årets filmpriser i hans retning.

Men forhåbentlig skal han dele priserne med Pitt, der skaber en lige så kompleks men mere underspillet figur ud af den både hypermaskuline og sært følsomme stuntman Cliff. Han skal nok blive flere generationer mænd og kvinders forbillede i badass-kategorien.

Imens svæver Margot Robbie smukt rundt i baggrunden som den uskyldsrene Sharon Tate, der med sin lyse tilgang til livet viser en mulig vej frem for det splittede Hollywood og USA.

Hvis da ikke det var fordi, vi ved, hvor frygteligt hendes liv ender.

Hvordan Tarantino tackler den begivenhed, skal ses i biografen, ikke læses i en filmanmeldelse, men resultatet er en slutscene, der hører blandt Tarantinos mest tematisk komplekse og dybt rørende.

Det er ren filmmagi.

Det samme gælder for Once Upon a Time… In Hollywood som helhed. Også selvom den med sit adstadige tempo og ‘slice of life’-fortælling nok vil skuffe de Tarantino-fans, der er gået i biffen for en popcorn-gnasker af Django Unchained karat.

For Tarantino har aldrig være tættere på sine forbilleder i den franske nybølge og deres ofte henslængte tempo end i dette film-eventyr.

Men selvom Once Upon a Time… In Hollywood har en lang spilletid, så bliv endelig til de sidste rulletekster er forsvundet fra lærredet for at få de sidste godbidder fra Tarantinos Hollywood.

Og i øvrigt kan du jo kun opleve Once Upon a Time… In Hollywood for første gang, en gang. 

Nyd det så længe det varer.

Jeg glæder mig allerede til at se den igen.

Grin, gys og tårer: Once Upon a Time… In Hollywood hører både til blandt Tarantinos bedste film og blandt de bedste film nogensinde. Et ubetinget mesterværk.