Fisherman’s Friends anmeldelse: Hvor langt kommer man på charmen?

Hvor langt kan en film komme på charmen alene?

For Fisherman’s Friends viser svaret sig at være: ret langt, men måske ikke helt langt nok.

Der er selvfølgelig noget indbygget hjertevarmende ved historien om en flok salte søulke, der får chancen for at få en pladekontrakt til deres autentiske sømandssange.

Indtil nu har de underholdt de lokale i den lille havneby Port Isaac med de rustikke sangevner en enkelt gang om ugen, når de ikke enten redder liv som kystreddere eller hiver kilovis af fisk i land med kutteren.

Opskriften er velkendt: En flok ægte arbejdere skal have chancen for deres velfortjente ‘15 minutes of fame’ uden at glemme værdierne fra arbejderklassen.

Og et godt stykke hen af vejen fungerer det.

Skuespillerne bag de garvede fiskere er en flok charmetrolde.

Ført an af James Purefoy rammer de den helt rigtige landlige charme og får også serveret tilpas vittige replikker af det ellers lidt rodede manuskript, til at deres rejse er værd at følge.

Deres første møder med den storsnudede by-fyr Danny scorer også en del billige point, selvom mødet mellem land og by mildt sagt er karikeret.

Desværre taber Fisherman’s Friends sit fokus ved at gøre pladeselskabsmanden Danny til hovedperson.

Først og fremmest er Daniel Mays lidt overgearede præstation som storbysnuden ikke nær så tiltalende som de syngende fiskere, men det egentlig problem ligger i det overlæssede manuskript.

Inden længe har Danny forelsket sig alfa-fiskeren Jims datter, og dermed forvandlet Fisherman’s Friends til en forudsigelig romantisk komedie.

Pludselig står også den lokale kro på spil, når en usympatisk rigmand byder sig til som køber, mens sentimentaliteten går over sine bredder, da flere tragedier rammer den lille gruppe fiskere.

Det bliver lidt noget rod, og de utroværdige plotudviklinger, gør det meget svært at tro på forbindelsen til den virkelige historie om bandet Fisherman’s Friends, som filmen tager udgangspunkt i.

Havde Fisherman’s Friends bare skruet lidt ned for sine sidehistorier til fordel for lidt mere fokus og nuance til gruppen af syngende sømand, så havde den været en fin omgang fisker-feel-good.

Men resultatet er desværre blevet lidt for lige-ved-og-næsten.

Og det får som bekendt ikke mange fisk i nettet.

På trods af en flok charmerende, syngende sømænd vover Fisherman’s Friends sig desværre længere ud i de sentimentale vande, end den kan bunde.