After anmeldelse: Kærlighed i popmontager
Åh nej, endnu en anmeldelse af en granvoksen mand, der sjovt nok ikke kan lide en romance rettet mod teenagere.
Men jeg lover altså, at jeg var med After i starten. Jeg gav den en chance.
Ja, ja, historien om uskyldige Tessa, der tager på universitetet og forelsker sig i den ældre Hardin Scott er ikke ligefrem den mest progressive eller overraskende.
Hun er den artige studerende klædt i pastelfarver og kæreste med sin bedste ven fra gymnasiet.
Han er den ældre universitetsstuderende. Rebel i læderjakke, men ikke rebel nok til at holde sig fra poesi og lidt for lang øjenkontakt.
Det er med andre ord ikke ligefrem et nyt take på en teenageromance After byder på, men der er nu alligevel noget alment fængende over historien om en ung kvinde, der flytter hjemmefra og møder verden og kærligheden.
Og instruktør Jenny Gage er ikke fuldstændigt inkompetent.
Der er en fin sans for detaljer i de to turtelduers indledende romance (de starter selvfølgelig med at hade hinanden), og Josephine Langford er solid nok i rollen som Tessa til at hun sikkert får bedre roller i fremtiden.
Men efter det første kvarter går det hele støt ned af bakke.
After er endnu et bud på en romance, hvor en kvinde forelsker sig i en mand, der behandler hende af helvede til, og det hele skildres positivt.
Den fortælling burde vi vel efterhånden have bevæget os forbi? Særligt i en film specifikt henvendt til teenagere.
Den arrogante britiske Hardin er en badboy kliche – som en babyudgave af Mr. Grey fra 50 Shades – og Hero Fiennes Tiffin giver en næsten ufrivilligt komisk intens præstation i rollen.
Men det er måske heller ikke så mærkeligt at After føles som et ekko af 50 Shades.
Bogserien der danner forlæg startede nemlig også som halvlummer fanfiction på internettet. Denne gang med den stakkels Harry Styles i centrum.
Sjovt nok har filmskaberne ikke fået ham til at tage rollen som sit alter-ego.
Men After er langtfra så bæltestedsfokuseret som sin storebror, selvom både trailer og plakat lægger op til en gang vovede løjer.
Hvis flere følte at 50 Shades var for stueren, så føles After mere som sexundervisning fra en Bibellejr.
Det er nok de færreste i målgruppen, der vil synes at en berøring på albuen, antydningen af oralsex og gisp, en enkelt sexscene, er noget, der giver røde kinder.
Og den lade historie kompenserer desværre ikke.
Hardin og Tessas romance går præcis som du forventer.
Man kunne lave et muntert sammenklip af montager fra After, der igen og igen lader en supermarkedspopsang bryde ud, når den enten skal skildre at hovedpersonerne er glade eller triste.
De er glade: slow-motion pudekamp. De er triste: længselsfulde blikke ud i regnen.
Det hele føles nærmest som en nedklippet sæson af en teen-sæbeopera, når nyt drama pludselig truer forholdet, og så løser sig en scene senere.
Helt galt går det til sidst, da en stor afsløring viser sig at være stjålet fra en million andre film. Blandt andet en med Selma Blair – der får lov til at spille Tessas dybt usandsynlige mor.
Men Cruel Intentions havde i det mindste humor.
Det har After ikke.
Jeg er nemlig ret sikker på, at der ikke skal grines, når filmen sammenligner sin egen romance med Jane Austens Fornuft og følelse.
Men det er nu alligevel ret sjovt.
After skuffer sin målgruppe med en fuldstændigt stueren og dybt forudsigelig omgang teenromantik. Det fås trods alt bedre.
