Mortal Engines anmeldelse: En illustrators drøm
Mortal Engines-universet må være en del illustratorers og koncepttegneres drøm.
Det er en verden, hvor de fleste af verdens byer er forvandlet til dampdrevne mobile borge, hvoraf de største kan sluge de mindste og nedbryde dem for råstoffer.
Det er et af den slags universer, der er cirka lige så fjollet, som det er fantasifuldt og det tigger nærmest om at blive illustreret i store ultradetaljerede fantasytegninger.
Det er nok også derfor, at det visuelle fungerer bedst i filmatiseringen af Philip Reeves’ bogserie; som jeg i øvrigt ikke har læst.
Den indledende sekvens i Mortal Engines, hvor et dampdrevet London jagter og fanger en mindre by, er både vellykket og visuelt fascinerende.
Sjældent har noget så åbenlyst steampunket fundet vej til det store lærred.
Desværre består Mortal Engines ikke bare af gigantiske dampmaskiner, der bekriger hinanden. Den har også en historie.
Og der bliver det straks værre.
For historien om to unge, der kommer på sporet af et militært komplot, føles i bedste fald som en gennemsnitlig young-adult filmatisering – bare fem år for sent – og i værste fald som en ufrivilligt komisk sæbeopera stykket sammen af rester fra Star Wars og diverse anime-serier.
Det er synd, for Mortal Engines har unægteligt et højere ambitionsniveau og et mere interessant univers end de fleste af sine konkurrenter.
Det er nok også det – og så muligheden for at få nogle seje luftskibe på lærredet – der har gjort Ringenes Herre-trioen Peter Jackson, Fran Walsh og Philippa Boyens interesserede i materialet.
Men det er desværre mere Hobitten end Ringenes Herre i deres opsvulmede manuskript, der bruger en alt for lang del af spilletiden på den ene hovedpersons relation til et Frankenstein-lignende monster i stedet for hovedhistorien.
Information leveres via kluntede flashbacks, mens helten Hester Shaw, der ellers spilles fint af islandske Hera Hilmar, fremstår underligt passiv i filmens overordnede fortælling.
Hendes evner er tilsyneladende mest at være på det rigtige sted, når hun skal reddes af andre.
Men der er alligevel underholdning at finde i en film, der konstant lader sine personer bruge udtrykket ‘municipal darwinism’, som om det var det mest naturlige i verden.
Hugo Weaving leverer en hæderlig skurk, og instruktør Christian Rivers – der er en af Peter Jacksons gamle samarbejdspartnere – har fint styr på de computeranimerede sekvenser.
Bare ærgerligt at resten ikke helt kan følge med.
Mortal Engines er en ambitiøs, men alt for rodet, omgang steampunk-fantasy. De fantasifulde ideer kan ikke helt kompensere for den noget opsvulmede historie.
