Zombieland: Double Tap anmeldelse: Tilbage fra de døde

Zombieland var for sent på den

Zombie-renæssancen var ved at være på retur i biograferne. 

Den nyfundne interesse for de vandrende – og nu også spurtende – døde, havde for længst leveret mainstream-gys, komedier, found footage og retro-dyrkende splat.

Inden længe skulle zombie-feberen rykke over til TV med tegneseriefilmatiseringen The Walking Dead.

Shaun of the Dead var et perfekt postmoderne take på genren. Det sidste nogen havde brug var endnu en selvbevidst og popsmart zombiefortælling.

Men med højt tempo, charmerende karakterer, visuelle finesser og en smågenial cameo endte Zombieland alligevel med at være en fin lille film.

Det var tilbage i 2009. Nu får vi så Zombieland: Double Tap.

I 2019.

Og hvis ironiske zombiehistorier allerede føltes som slidt popkultur for ti år siden, så kan du nok tænke dig til, hvordan det føles nu.

Skuespillerne gør ellers deres bedste.

Jesse Eisenbergs enstrenget neurotiske præstationer føltes også mere friske i 2009, men Woody Harrelson passer stadig som fod i hose på den Elvis-elskende zombie-dræber Tallahassee.

Emma Stone er også fin i rollen som den kantede Wichita, og kemien er stadig på plads hos den umage postapokalyptiske familie.

Double Tap finder også plads til et par nye ansigter. Rosario Dawson er som altid god, men Zoey Deutch stjæler filmen, selvom hendes rolle på papiret er en forlænget blondinejoke.

Så langt, så godt.

Men de kære skuespillere får ikke meget at arbejde med i Double Tap. Det er svært at gennemskue, hvad filmen har at byde på, andet end et hyggeligt gensyn med en flok fine skuespillere.

Manuskriptet har de samme lektioner om familie på bedding. Dialogen er stadig fyldt med overforklarede popkulturelle referencer.

Men det er altså ikke super sjovt, at Eisenbergs Columbus læser Robert Kirkmans The Walking Dead, og anklager den for at være urealistisk.

Det er også svært, at falde på røven over de konstante referencer til Terminator 2.

Tonen vakler også mellem karakterdrevet komedie og decideret parodi. 

Det ene øjeblik nedlægger en italiener zombier med en billig computeranimeret version af det skæve tårn i Pisa.

Det næste øjeblik skal vi bekymre os for, at den lille familie splittes.

Filmen sender sine hovedpersoner ud på et helt konsekvensløst road trip, og det føles aldrig som om noget er på spil for hovedpersonerne.

Når jokesene så samtidig føles hentet i fordums zombie-ironi, så har Zombieland 2 ikke meget tilbage til at berettige sin eksistens.

Men heldigvis er man i hyggeligt selskab med Harrelson og kompagni, der næsten skygger for resten af filmens hengemte lugt.

Men også kun næsten.

Jeg ser ikke frem til Zombieland 3 i 2029.

Hovedpersonerne er stadig charmerende, men zombieløjerne i Zombieland: Double Tap kommer mindst 10 år for sent.