Wicked anmeldelse: En Chu-dessert
Der skal sin mand til at anrette rundt regnet 70 liter flødeis, toppet med 20 liter flødeskum og så meget multifarvet krymmel, at man blændes.
Og hvis man så også skal bilde spiseren ind, at det hele er appetitligt og få dem til at æde sig igennem det, uanset hvor sultne de er, så er man noget særligt.
Heldigvis er instruktør Jon M. Chu noget særligt.
Og det er hans filmatisering af Stephen Schwartz og Winnie Holzmans musical Wicked også.
Wicked — altså den oprindelige musical baseret på Gregory Maguires roman — hører til i bagenden i en æra af de helt store showmusicals.
Det er et udstyrsstykke, der helt berettiget er blevet mere rost for sine sanselige glæder end sin fortælling.
Sådan er det også med filmudgaven, der leverer et show af sådan en kaliber, at det må være umuligt ikke at blive imponeret af et eller andet.
Instruktør Chu trækker på sin erfaring helt tilbage til de undervurderede dansefilm Step Up (som han leverede de to bedste af) op til filmatiseringen af In the Heights, når han leverer en decideret megamusical, proppet med sirligt koreograferede sekvenser, blændende scenografi og bjergtagende visuelle effekter.
Som få andre kan instruktøren skabe kinetisk energi i hver eneste scene, og hans evne til at overføre dansekoreografi både letaflæseligt og visuelt interessant til det store lærred, er han alene om.
Allerede indenfor de første 10 minutter af Wicked har Chu leveret en musicalsekvens, der ville være finalen i de fleste andre film, og en svimlende digital kameratur som introduktion til filmens udgave af Oz.
For Wicked er selvfølgelig historien om den onde heks fra Oz, set fra et nyt perspektiv. Det er en skurk forvandlet til en stærk kvindelig karakter, der siden skabte skole for historier som Maleficent og i nogen grad også megasuccesen Frozen.
Og netop Disney er et godt pejlemærke for den moderniserede tilføjelse til en af amerikansk popkulturs grundsøjler Troldmanden fra Oz.
For i sine bedste øjeblikke — som er de fleste af filmens 161 minutter — føles Wicked med sin udtryksfulde visuelle side, underholdende sange og rene følelser, som Disneys bedste animerede klassikere.
Faktisk lykkes Chu, med det Disney selv fejler med i deres utallige liveaction-udgaver af deres egne animerede film.
På trods af et ton digitale effekter og et udstyrsstykke uden lige, undgår Wicked den insisterende plastiske kunstighed som de moderne Disney-film lider under.
Det skyldes først og fremmest Chu imponerende filmskaberkræfter, men næst efter står en perfekt casting.
Cynthia Erivo ser ikke alene ikonisk hud som den grønhudede magiker i centrum, hun injicerer også rollen med en menneskelighed, der gør karakteren mere bevægende end den egentlig er på papiret.
Hun spiller faktisk så godt, at hun heldigvis ikke overskygges af den ellers scenestjælende sjove Ariana Grande i rollen som den ‘onde’ heks’ elskeligt arrogante — og hylesjove — modsætning.
Og så synger de begge to, så man blæses bagover i sædet.
Wicked lever især i venskabet mellem de to kvinder — outsideren og den populære — og deres interaktioner omkring et Harry Potter-lignende magisk universitet.
Mere rodet og mindre interessant er den større historie involverende et komplot mod Oz’ talende dyr, som egentlig mest er en undskyldning for at trække direkte prequel-tråde til Troldmanden fra Oz.
Mod slutningen overtager det plot også næsten filmen så meget, at det bliver en hæmsko. Filmen lider selvfølgelig også lidt under at være den første halvdel af den samlede historie.
Og så alligevel ikke.
For Chu leverer selvfølgelig stadig den ene mere filmisk imponerende sekvens efter den anden, også når plottet kommer på gyngende grund.
Wicked fungerer helt klart bedre som sanselig blockbusterfilmkunst, end som historiefortælling, men det er også mere end rigeligt.
Præcis som en overdådig isdessert, man ved er for meget, men som man spiser alligevel.
Wicked er en suveræn biografoplevelse, hvor Cynthia Erivo og Ariana Grande dyster med hinanden om at overskygge det bjergtagende filmhåndværk.
