Wannsee-konferencen anmeldelse: Rædslen i det banale

Wannsee-konferencen er en filmatisering af et berygtet møde blandt magtfulde embedsmænd fra naziregimet, som blev afholdt i 1942.

Et møde om den praktiske koordinering af holocaust.

Men selvom mødet foregik i 1942, så fik instruktør Matti Geschonnecks film mig til at tænke mindst lige så meget på 2023.

For havde nazisternes rædselskabinet af en magtperiode fortsat til vor tid, mon ikke så Wannsee-konferencen var foregået over Zoom?

Det er jeg ret sikker på.

Jeg er også ret sikker på, at de fleste af deltagerne havde haft fin uniform på overkroppen, men kun underbukser på udenfor deres webcams synsfelt.

Måske chefen for sikkerhedspolitiet, Reinhard Heydrich, havde haft en gøende hund i baggrunden og problemer med at mute sin lyd.

Chefen for Gestapo havde garanteret haft problemer med at få lyd igennem, mens justitsministeren konstant havde afbrudt alle andre.

Der ville have været tekniske problemer med den fælles Powerpoint præsentation, og flere gange ville snakken om det centrale emne vige for hyggesnak om deltagernes familier.

Det kan måske lyde som noget banale og fjogede tanker at have om et møde med så grusomt indhold.

Men styrken i Wannsee-konferencen ligger netop i det banale.

For der er intet tordenvejr uden for den villa med sø-udsigt, som mødet blev holdt ved. Ingen gnæggende skurke der snor deres overskæg.

Kun en flok magtfulde og helt almindelige mænd, der mere interesseret i deres egen karriere og næsetip drøfter de praktiske implikationer af at dræbe millioner af mennesker.

Som udlagt i Wannsee-konferencen, var der mindst lige så meget interesse i kagen og cognacen i de hyppige pauser, som i hvilken gas, der kunne være den mest effektive folkedræber.

Og at se en flok mænd om et bord holde et alt for velkendt møde med så grusomt indhold er ofte en stærk kop te.

Det er et perspektiv på holocaust, som jeg sjældent har set på film — de to tidligere filmatiseringer af mødet til trods.

Wannsee-konferencen illustrerer en grusom blanding af menneskelighed og komplet mangel på humanisme, som nok var blandt hovedingredienserne bag holocaust.

For de nationalsocialistiske magtmænd er menneskelige. De spørger interesseret til hinandens familier, holder desperat fast med neglene i deres karriere og beskytter deres nærmeste.

Og samtidig diskuterer de helt køligt, hvor mange toge de har brug for til at transportere millioner af jøder direkte til døden.

Når humanismen bobler op til mødet, er det næsten endnu mere grotesk.

Mødedeltagerne bekymrer sig om deres egne mænds oplevelser med at slå tusindvis af mennesker ihjel, eller slår i bordet for at ‘halvjøder’ og ‘kvartjøder’ fortjener en bedre skæbne end den ægte vare.

Det er myrekrybsfremkaldende grusomt helt uden at svælge i den sentimentalitet, der ofte spænder ben for film om holocaust.

At filmen kunne have stået stærkere med en mere markant stil — Geschonnecks film er til tider banal på de forkerte måder — betyder mindre i det store billede.

For Wannsee-konferencen tager sit publikum med til et møde, der virker lige så banalt som dem de selv har været med til.

Her er indholdet bare langt mere grusomt.

Wannsee-konferencen er ofte myrekrybsfremkaldende god, og udstiller nazisterne som de banale massemordere de var.