Us anmeldelse: I Peele-zonen
Det er ikke specielt overraskende, at instruktør Jordan Peele har kastet sig ud i at producere en ny version af en af mine personlige favoritserier: The Twilight Zone.
Allerede i hans arbejde som den ene halvdel af den mega succesfulde komikerduo Key & Peele var det nemt at spore inspiration fra den klassiske antologiseriserie i mere eller mindre grad.
Men i gennembruddet som instruktør, den mesterlige Get Out, var det umuligt ikke at se indflydelsen bag den dybt originale blanding af horror, komedie og samfundskritik.
Som de bedste afsnit af Rod Serlings oprindelige serie bruger Get Out en skarptskåret uvirkelig ide til at spejle virkeligheden.
Det gør Peele også i sin nyeste film, Us, der lander med alle de forventninger i ryggen, som en oscarvindende debutgyser kan skabe.
Og lad mig få det af vejen med det samme: det kan Us ikke helt leve op til.
Hvis Get Out var et fantastisk afsnit af The Twilight Zone, så er Us et af de mere jævne.
Eller jævn er måske alligevel voldsomt nok. For der er en vis uretfærdighed i at kalde en film med så vanvittigt højt et ambitionsniveau og så stor en overflod af gode ideer som Us, for jævn.
Men det er til gengæld også svært at overse, at hvor Get Out var skarpt doseret samfundskritik leveret med både humor og gys, så er Us mere uformelig.
Hvis du har hørt det mindste om Us, har du nok hørt, at løjerne denne gang har noget med en familie og deres dobbeltgængere at gøre.
Det er mere end rigeligt at vide på forhånd, for som med Get Out og, ja, utallige afsnit af The Twilight Zone (inklusive afsnittet Mirror Image, der netop handler om dobbeltgængere..), kan konceptet bag Us opsummeres med en enkelt sætning.
Eller rettere, det kan Us til at begynde med.
For i denne omgang har Jordan Peele haft svært ved at slibe sine ideer til den skarpe klinge de var i Get Out.
Det handler igen om dobbelte bevidstheder, men også om politik, barndomstraumer og hvad end du ellers har lyst til at putte ind i Peeles vage sammenkog af fortolkningsmuligheder.
Intet i Us gør lige så ondt, hverken på et gyser-plan eller et samfundskritisk, som det gjorde i Get Out, og i sammenligning er resultatet mudret.
Heldigvis er der så meget andet at glæde sig over.
En formidabel åbningssekvens lader en ung pige fare vild i et spejlhus ved et strandtivoli, og er en gåsehudsfremkaldende god start på Peeles nyeste eventyr.
Det samme gælder for de rødklædte dobbeltgængere, der bevæbnet med gyldne sakse skaber en ofte mareridtsagtig stemning – også selvom Peeles tekniske evner i katten-efter-musen slasher-leg endnu ikke lever helt op til forbillederne.
Det kan han heldigvis nå endnu.
Til gengæld har han stadig helt styr på personinstruktionen, og sammen med et veloplagt hold af skuespillere får Us på kort tid skabt en sympatisk familie, ført an af Lupita Nyong’o scenestjælende dobbeltpræstation.
Peele leverer også rigeligt med både gisp og grin i en fin balancering af gys og komedie der, selvom den ikke er lige så ren som Get Out, stadig er formidabelt underholdende.
Og så har jeg slet ikke nævnt Mike Gioulakis formidable fotografering, der skaber lige meget gåsehud på en solbeskinnet strand som i et mørkelagt hus, og Michael Abels geniale soundtrack.
Så nok er Us ikke helt på linje med Get Out, men det var altså heller ikke alle afsnit af The Twilight Zone, der var lige gode.
Og mange af dem var meget dårligere end Us.
Jordan Peele beviser igen, at han er en af de mest interessant filminstruktører lige nu. Us leverer rigelige mængder gisp og grin, også selvom den ikke helt kan hamle op med Get Out.
