Truth or Dare anmeldelse: Når dæmoner besætter ideer

Ok så.

Jeg har set dæmoner besætte lidt af hvert på film. Mennesker selvfølgelig. Dyr en gang imellem. Endda også ting.

Jeg har dog aldrig set en dæmon besætte en ide eller et koncept, men det beviser gyserfilmen Truth or Dare nu, at de åbenbart også kan.

Teenage-spillet ‘sandhed og konsekvens’ er nemlig blevet besat af en dæmon. Hvordan det er sket, er en lang historie.

Tro mig. En alt for lang historie.

Men det er egentlig også lige meget, hvordan det er sket. Resultatet er det vigtige.

Og resultatet er, at stakkels smukke, unge Olivia og hendes stakkels smukke, unge venner er fanget i et dødeligt spil sandhed eller konsekvens, som de er tvunget til at spille.

Hvis de siger nej, så dør de.

Ja, altså, det gør de måske også, hvis de siger ja. Med mindre de selvfølgelig vælger sandhed.

Men, øh, det kan de ikke hele tiden, fordi så er en anden tvunget til at vælge konsekvens.

Tror jeg nok.

Jeg er ikke sikker. For når Truth or Dare ikke har styr på sine egne regler, så kan den heller ikke forvente, at jeg har det.

Filmskaberne er tvunget til at modificere reglerne for den leg, filmen er baseret på, fordi det er lige udramatisk nok, hvis hovedrollerne konstant vælger sandhed.

Det er kun begyndelsen på problemerne i en film, der hverken kan holde styr på sin egen kedelige mytologi eller interne logik.

Men ok, whatever, lad os glemme det. De fleste kommer nok til en gyserfilm, der hedder Truth or Dare for en omgang saftigt kreative mord.

Du ved nok, sådan en omgang Final Destination-agtige grusomme Storm-P dødsfald.

Glem det.

Truth or Dare er en ekstremt blodfattig film, med mord der virker cirka så farlige som et afsnit af Gossip Girl eller Pretty Little Liars, som flere af skuespillerne er hentet fra.

Blodløse gyserfilm kan godt lykkes. Se bare på The Conjuring-filmene.

Men gys af mere psykologisk karakter har instruktøren af Truth or Dare, Jeff Wadlow, heller ingen fornemmelse for.

Filmens signatur er en ulideligt dårlig computereffekt, der forvandler filmens skuespillere til storsmilende kopier af ofre for Jokerens grinegas.

Du ved den er gal, når filmens hovedpersoner selv sammenligner filmens største gys med et Snapchat-filter.

Filmens eneste egentlige gevinst er Lucy Hale, der i hovedrollen som Olivia giver de fesne forsøg på drama langt mere vægt, end de bør have.

Filmens store tragedie er til gengæld, at den er produceret af Jasom Blums produktionsselskab Blumhouse Productions.

Selv når Blumhouse er værst, har de ikke skrabet den absolutte bund af gysertønden som her, og når de er bedst, leverer de den fremragende Get Out.

Jeg ved ikke, hvad der er gået galt.

Jeg ved til gengæld at jeg meget nødigt vil se en efterfølger.

Men hvis det alligevel sker, har jeg et par forslag til lege dæmonen kan besætte.

Hvad med Land, by, dyr? Flaskehalsen peger på?

Eller det ultimative gys: Gul bil?

Truth or Dare er et blodfattigt forsøg på en teengyser, der er for poleret og kedelig til at være ufrivilligt komisk og for fladpandet til at være uhyggelig.