To minutters stilhed anmeldelse: Når stilhed laver larm

Når film skal fortælle historier fra det gamle DDR, så er der næsten altid et element, der går igen.

Muren.

Berlinmurens grå og tunge beton er så potent et symbol på splittelsen af europa og DDR’s undertrykkelse, at det er svært ikke at bruge den i en historie, der berører emnet.

Men DDR-film kan altså godt fungere uden.

I den tyske To minutters stilhed glimrer muren med sit fravær. Det har så også en temmelig god grund.

Den sande historie, som To minutters stilhed er baseret på, fandt nemlig sted fem år inden det uhyggelige bygningsværk havde kastet sin skygge over Berlin.

Det betyder nu ikke at jerntæppet ikke eksisterer i To minutters stilhed. Det gør det så sandelig. Faktisk handler filmen om, hvordan en gruppe unge østtyskere langsomt indser, hvor tungt det tæppe egentlig vejer på dem.

Men som Lars Kraumes film fortæller det, var det trods alt lidt nemmere at krydse over på den anden side inden muren.

En morfar begravet på den vestlige side, en buket blomster i hånden og et uskyldigt smil til soldaterne ved grænsen er nok til at to unge fyre kan tage en smuttur over på den anden side og nyde kapitalismens glæder.

For teenagedrengene viser det sig hovedsageligt at være muligheden for at se blondinebryster i datidens sleazy Liane-film.

Men inden den svedige junglefilm bliver de også udsat for nyheder, der ikke når frem i det lukkede Østtyskland. Nyheder om et oprør i Ungarn, der slås ned med hård kommunistisk hånd.

Det er nok til at inspirere drengene og deres klasse hjemme i Stalinstadt til at lave deres eget oprør.

Et oprør, der godt nok kun består af 2 minutters stilhed bag skolebænken en tidlig morgen, men som alligevel viser sig at få store konsekvenser for de unge mennesker.

For inden længe er en efterforskning selvfølgelig indledt, og de to minutters stilhed kan pludselig få store følger.

Det der følger byder ikke på mange overraskelser.

To minutters stilhed følger nemlig sin opskrift til punkt og prikke. Her er alt hvad du forventer af trodsige skoleelever, der siger fra overfor den ældre generation, venskaber der sættes på prøve og uforstående forældre.

Men der er som bekendt ikke noget galt med en opskrift, hvis bare den virker.

Det gør den i To minutters stilhed, særligt i kraft af fine præstationer fra det unge cast og et relativt usædvanlig vinkel på DDR.

De unge i To minutters stilhed er de første, der for alvor vokser op under jerntæppet, med forældre og bedsteforældre der har været i direkte berøring med nazismen og håb for fremtiden, der er svært at følge under det benhårde socialistiske regime.

Det er fascinerende at se hvordan den på overfladen minimale protest fra en gymnasieklasse, får styret til at reagere så hårdt som tilfældet er.

Og så er det jo altid tilfredsstillende at se unge mennesker stille sig op imod den forstokkede overmagt – uanset hvor mange gange jeg har set det før.

For To minutters stilhed føles unægteligt som noget, jeg har set før.

Filmsproget er solidt, men anonymt og flere gange finder instruktør Lars Kraume den lidt for store staveplade frem, i stedet for bare at lade den relativt simple historie tale for sig selv.

Men To minutters stilhed ender alligevel med at være en fint fortalt historie fra DDR.

Og så endda helt uden mur.

To minutters stilhed er en stærkt underholdende fortælling, der viser, at selv det mindste oprør kan have stor effekt, også selvom den er lavet efter gammel opskrift.