Tilbage til Montauk anmeldelse: Fortidens spøgelser
Der venter noget fint drama i Tilbage til Montauk. Faktisk har den en ret heftigt rørende scene.
Desværre er der alt for lang vej hen til den.
Først skal vi tilbringe halvanden time i selskab med forfatteren Max Zorn.
Max er i gang med at promovere sin nyeste roman i New York. Han kommer ellers fra norden. Præcis ligesom Stellan Skarsgård der spiller ham.
Han plejer ellers at være solid, ham Skarsgård. Men i Tilbage til Montauk giver han et underligt stift portræt af en drømmende forfatter, der har det med at udnytte især kvinderne i sit liv.
Kvinder har der været en del af, forstår man. Max har sendt sin yngre kone i forvejen for flere måneder siden for at forberede sit besøg.
Men det er ikke hverken konen eller sin endnu yngre publicist, der optager Max’s tanker.
Nej, Max opsøger i stedet ‘the one who got away’: Den gamle flamme Rebecca.
Hun spilles mere vellykket med en indestængt præstation af Nina Hoss.
De to beslutter at tage turen til den lille havneby Montauk på Long Island. For Max er det et håb om, at den gamle romance blusser op, men det er ikke helt så simpelt for Rebecca.
Tilbage til Montauk er en snakkefilm. Den er på mange måder fint fortalt, og billederne er tilpas sprøde.
Første halvdel af filmen inviterer til et hektisk New York ala Woody Allen. The big Apple afløses i anden halvdel af den mere naturskønne, men også melankolsk mennesketomme Montauk.
Der er altså rig mulighed for at spejle karakterernes indre i omgivelserne. En mulighed for at lave en senior-udgave Richard Linklaters Sunrise-film.
Den type film hvor parforholdets fortid, nutid og fremtid vendes i lange intense samtaler.
Det bliver bare aldrig rigtig godt i Tilbage til Montauk.
Skarsgårds hovedperson bliver aldrig mere end lettere usympatisk. Når han drømmende holder bogoplæsning om den gamle flamme, der slap væk, foran sin nuværende kone i publikum, virker han mest af alt som en karikatur af en midtlivskrise.
Han får aldrig rigtig flere nuancer at spille på. Heller ikke den forknytte Rebecca bliver interessant nok til at bære filmen frem.
Det skyldes ikke mindst et stift manuskript, der lader karaktererne udgyde lange pseudo-intellektuelle sætninger spækket med litterære referencer.
Det er tungt og kedeligt.
Hen mod slutningen kommer der som sagt lidt liv i dramaet, og historiens overordnede pointe træder frem i en vellykket og tårevædet scene.
Men det er desværre for lidt, og for sent.
Kort efter vender filmen desværre tilbage til sit selvhøjtidelige snegletempo.
Der er noget at komme efter ude i Montauk, men der er desværre alt for langt derhen.
Gode skuespilllere og sent ankommende drama redder desværre ikke Tilbage til Montauk fra at fremtvinge gab. Potentialet til en langt bedre film er ellers til stede.
