The Substance anmeldelse: Ondt i kinderne

Mine bedste filmoplevelser — altså dem der slutter sig til mine helt personlige favoritfilm — de efterlader mig stort set altid med ondt i kinderne.

Det skyldes, at verdens bedste film — fordi ja, mine favoritfilm er selvfølgelig verdens bedste — de har det med at forvandle mit ansigt til et tiltagende voldsomt rigor mortis-lignende stivnet smil.

Det er et anstrengende, lettere smertefuldt og helt ustoppeligt smil, og det udløses næsten altid af film med et in-your-face filmsprog og en lyst til — på den ene eller anden måde — at få sit publikum til at hoppe i sædet.

Film, der fortsætter langt forbi enden af planken, mens de udnytter films mediespecifikke virkemidler til det yderste.

Alt det skriver jeg, kære læser, for at forklare nedenstående sætning.

Jeg havde virkelig ondt i kinderne efter The Substance.

For, for helvede, hvor er instruktør Coralie Fargeats nyeste film en motherfucker af en biografoplevelse.

Fargeat har tilsyneladende drukket af den samme magiske flod som Julia Ducournau og Rose Glass.

De har alle tre det til fælles, at de blander genrelementer, et nyskabende kvindeligt og queer blik på verden og den klassiske kunstfilm mens de flexer gigantiske filmskabermuskler.

Og så har resultatet både overraskende bred appel og evnerne til at vinde Cannes-priser.

Det betyder til gengæld ikke, at de tre kan forveksles med hinanden. Men mere at deres film kan kombineres til en røvsparkende filmaften.

De har alle tre deres helt egen stemme — på trods af tematisk overlap.

Således også Coralie Fargeat, hvis debutfilm Revenge jeg desværre endnu ikke har set.

Men det er måske i virkeligheden en fordel. For når The Substance er den første af instruktørens film, man ser, så føles det bare som at blive introduceret til en fuldt formet mesterinstruktør.

Med suverænt komponerede billeder og udtryksfulde kamerabevægelser inviterer The Substance ind i et lige dele glittet og slimet (ok, måske lidt mere slimet) univers af den slags, der kun kan eksistere på film.

Med samme diskretion som en knytnæve har Fargeat skabt en arrig film om den evige ungdom vores mandedrevne kultur ønsker at kvinder skal eksistere i, og som er med til at skabe komplet urealistiske og dybt destruktive idealer dybt i mange kvinders sind.

The Substance udfolder sig som en slags filmisk tilføjelse til Grimms eventyr om den tidligere Oscarvinder og superstjerne Elisabeth Sparkle, der er ved at møde loftet for den alder, hvor underholdningsindustrien er interesseret i kvinder.

Heldigvis støder Sparkle på et middel fra det sorte marked — vel nok produceret af Cronenberg A/S — Der giver hende mulighed for at blive en yngre udgave af sig selv.

På en måde, og for en pris.

Mere skal man helst ikke vide om The Substance, inden man ser den, for en del af filmens kraft ved et først gennemsyn (og du og jeg skal selvfølgelig se den flere gange) ligger i udfoldelsen af dens snoede plot.

Den har nu også mere end rigeligt kraft i alle sine andre dele.

Ikke mindst i skuespillet, hvor Demi Moore er perfekt castet i rollen som (den originale) Elisabeth Sparkle.

Moore vover sig ud på uvant territorium i en rolle, der afsøger både psykisk og fysisk grænseland, og det er svært at se nogen andre levere en helt så stærk præstation.

Præcis det samme gælder for Margaret Qualley, der spiller den anden side af Elisabeth Sparkle-mønten.

Begge skuespillere får skabt ægte menneskelige øjeblikke i en film, der ellers som oftest bevæger sig ude på overdrevet.

En af filmens mest grusomme scener er ikke drevet af filmens ellers fremragende special effects, men af Demi Moore, der ser sig i et spejl, og er en af de bedste repræsentationer af had til sig selv og egen krop, jeg nogensinde har set.

Og omkring dem skaber Fargeat en konstant underholdende film med tordnende musik af Raffertie og en blændende kulørt og Kubrick-præcis scenografi.

Igennem det hele løber en åre af fandenivoldsk humor, der kun gør filmens emne endnu mere hårdtslående.

Og så er der selvfølgelig villigheden til at levere det groteske.

For The Substance er en kropsgyser, der starter ved David Cronenberg men ender ved Peter Jackson, og som nok skal få nogen til at smile, så kinderne gør ondt og andre til at udvandre fra biografsalen.

The Substance er et storværk allerede inden sin sidste halve time, som til min store fryd bevæger sig forbi adskillige mulige afslutninger for konstant at toppe sig selv i veloplagte bizarre effekter.

Slutningen udfolder sig som en slags feministisk Braindead og hører blandt de bedste filmfinaler jeg har set længe.

Det er en film som både Agnés Varda og Screaming Mad George ville nikke anerkendende til.

Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal give et større kompliment end det.

Det skulle da lige være, at jeg næsten ikke kan vente til, at The Substance giver mig ondt i kinderne igen.

Skrub i biografen og hold godt fast i armlænene: The Substance er en motherfucker af en filmoplevelse.