The Gentlemen anmeldelse: Ritchie fra fad
Hurtigttalende britiske gangstere, flashy klipning, uhæmmet banderi og et bloddryppende hvem-snører-hvem plot.
De færreste filmfans vil være overraskende over ingredienserne i instruktør Guy Ritchies nyeste film The Gentlemen.
For om nogen er Ritchie stadig mest kendt for sine gennembrudsfilm Lock, Stock & Two Smoking Barrels og Snatch.
Og mange vil nok – med ret gode argumenter – påstå, at Ritchie aldrig har levet op til de to energiske, post-Tarantino-med-britisk-bismag film siden.
Jeg er ikke enig.
For selvom Ritchie har haft decideret pinlige lavpunkter – de hedder Swept Away og Aladdin – så har hans tilstedeværelse i biograferne skabt en række effektive underholdningsbomber.
Det gælder både de to Sherlock Holmes film, The Man from U.N.C.L.E og den stærkt undervurderede King Arthur.
Men man skal selvfølgelig kunne tackle Ritchies hyper-energiske stil, der altid vakler et sted mellem det opfindsomme og det bøvede.
Det er bestemt ikke anderledes med The Gentlemen, der nok er instruktørens mest åbenlyse rejse tilbage til den britiske underverden siden RocknRolla fra 2008.
Det er han vist godt klar over, når han i filmens veloplagte åbningsscene lader en pint med sit eget navn blive skænket.
The Gentlemen er Ritchie fra fad.
Af samme grund kommer denne historie om en kamp om et skjult hash-foretagende næppe til at vinde Ritchie mange nye fans.
Men for alle os andre er The Gentlemen en hyggelig rejse tilbage til et filmisk gangstermiljø fyldt med tykke dialekter.
Det hele fortælles gennem en rammehistorie, hvor en ualmindelige veloplagt Hugh Grant forsøger at afpresse en af underverdenens herremænd, gennem hans kontrollerede håndlanger spillet af Charlie Hunnam.
Det hele er selvfølgelig mest en undskyldning for at lade en masse karikerede Ritchie-gangstere kollidere som billardkugler i et spil pool.
Som altid i den slags fortællinger går alt galt, og ligene hober sig op, mens gangsterne forsøger at slukke de værste ildebrande.
Ikke alle karaktererne er lige underholdende – Matthew McConaugheys hash-konge er f.eks. ikke halvt så sej, som filmen påstår . men der er nok sjove påfund og plottwitsts til at holde gryden kørende i filmens små to timer.
Blandt filmens bedste kort er nok Hunnams lettere OCD-plagede håndlanger med automatisk maskingevær under den stilfulde frakke.
Og så selvfølgelig en fremragende Colin Farrell som ‘coach’, der uddeler håndmadder og verbale lussinger iklædt et usædvanligt klædeligt joggingsæt.
Ritchie er overraskende afmålt med kamera-og klippetekniske gimmicks.
Men han finder til gengæld plads til en meta-gimmick, der involverer et filmmanuskript, men det sært halvhjertet udført.
Mend det forhindrer heldigvis ikke The Gentlemen i at være en underholdende hyggetur med Ritchies gangster-røvhuller.
Også selvom de færreste vil blive sådan rigtigt overrasket.
Instruktør Guy Ritchie er i sit es blandt et freakshow af britiske gangstere, og The Gentlemen ender som en energisk og underholdende omgang hvem-snører-hvem.
