The Exorcist: Believer anmeldelse: Næsten perfekt gyser-efterfølger (nej, ikke den her)

Han gjorde det sgu!

Instruktør David Gordon Green har skabt en af de absolut bedste moderne legacy-sequels. En film, der formår at være en værdig efterfølger til en gyserklassiker — og en af mine absolutte favoritter — og samtidig have sin egen personlighed.

Desværre hedder den film Halloween, og det her er en anmeldelse af den håbløst rodede The Exorcist: Believer.

På egen hånd tager The Exorcist: Believer faktisk samme rejse som Greens Halloween trilogi gjorde det.

For den fremragende Halloween blev fulgt op med den flossede men underholdende Halloween Kills og så afsluttet med den sløsede og fejlbehæftede Halloween Ends.

På samme måde starter The Exorcist: Believer egentlig godt.

De første 20 minutter giver sig tid til at introducere en far og datter med en tragedie i rygsækken, inden et både relaterbart og realistisk forældremareridt rammer filmen.

Imens sender filmen hilsner til William Friedkins original med et fokus på realisme og en kantet og provokerende klippestil.

Men den lovende begyndelse bliver desværre hurtigt pladret til i ærtegrønt opkast, mens filmen fuldstændigt mister kontrol over sine ideer og sin historie.

The Exorcist: Believer japper sig igennem sine scener uden sans for tempo og stemning og introducerer en mindre hær af karakterer, der komplet stjæler fokus fra filmens kernehistorie, uden at nogen af dem får nok tid og karakterisering til at være andet end stereotyper.

Stakkels og fremragende Ellen Burstyn hives ind fra originalen, men filmen har åbenlyst ikke den fjerneste ide om, hvad den skal bruge hende til, og sender hende i stedet — i en ufrivilligt komisk scene — fluks ud på et sidespor.

Imens mudrer filmen sin egen tematik med halvgennemtænkte eksistentielle, religiøse og familierelaterede ideer, som aldrig samler sig.

Som med Greens Halloween Ends føles det hele mere som en brainstorm på et whiteboard end et færdigt manuskript.

Og helt grundlæggende lader det til, at David Gordon Green ikke rigtig forstår essensen af den oprindelige film.

Der er referencer til den originale film, der — uden at afsløre noget — virker som om denne nye film ikke har greb om de basale begivenheder i originalen, for da slet ikke at nævne stemning og tematik.

Eksorcisten er på mange måder et jordbundent drama, der giver sig tid til karakterarbejde og realisme og af samme grund er så eksplosivt uhyggelig, når den eksplicitte ondskab tager bo i hovedpersonernes liv.

Den realisme og interesse i karaktererne taber The Exorcist: Believer fuldstændigt på jorden i sin rodede samling af forhastede scener med alt for mange personer og alt for mange ufærdige ideer.

Imens føler filmen sig kaldet til at overforklare alle dele af sin dæmonbesættelse med det resultat, at alle antræk til uhygge suges ud af løjerne.

Men på trods af det, rammer filmen først bunden til sidst.

Den store finale — eksorcismescenen — der i originalen er en sanselige omgang blockbuster-horror med gruopvækkende effekter og præcist kameraarbejde, er denne nye films absolutte lavpunkt.

En næsten filmteknisk inkompetent scene spækket med elendigt skuespil, forudsigelige referencer til originalen og plotudvikling, der ikke fra nogen vinkel giver mening.

Det er decideret trist at overvære, hvis man holder af originalen.

Men den har vi jo heldigvis stadig, og David Gordon Green har jo også leveret en fremragende gyserefterfølger, han kan være stolt af, i Halloween.

Men må alle verdens guder være os nådige, hvis denne film udvikler sig til at være den trilogi, den er planlagt til.

The Exorcist: Believer starter godt, men udvikler sig hurtigt til en rodet og u-uhyggelig samling misforståede referencer til originalen.