The Crow anmeldelse: Tilbage fra de døde

Det er ikke noget nyt at lede efter penge i mere The Crow.

Siden instruktør Alex Proyas filmatiserede James O’Barrs tegneserie i 1994, er vi blevet budt på tre efterfølgere og en TV-serie, mens tegneserien har levet sit eget liv under forskellige skabere.

Det er da også noget dejligt franchise venligt ved præmissen, om en person, der bringes tilbage fra de døde for at hævne sin elskedes død.

Man kan jo altid give en ny hovedperson sminken på og skabe en ny variation over historien.

Så nemt har det nu ikke vist sig at være for denne nyeste udgave af The Crow, som Hollywood har talt om siden 2008 og som utallige filmskabere og hovedrolleindehavere har været forbi og flygtet fra igen.

Hvordan mon f.eks. Nick Caves The Crow manuskript havde set ud?

Problemet er selvfølgelig, at ingen filmudgaver af The Crow kan have samme gennemslagskraft som den oprindelige.

For der findes vel kun få film i filmhistorien så gennemsyret af ægte sorg.

James O’Barrs tegneserie er lavet på baggrund af skaberens egen sorg over at miste sin forlovede til en spritbilist.

Og Alex Proyas’ filmversion blev ramt af en uforglemmelig tragedie, da Brandon Lee mistede livet under optagelserne.

Resultatet er en film badet i sand menneskelig smerte. En ægte gotisk fortælling, der under sit stilfulde filmsprog, opfindsomme actionscener og smågeniale tidskapsel-soundtrack har en oprigtig åre af melankoli båret af kærlighed til de mistede, den står på skuldrene af.

Ikke så mærkeligt, at The Crow er en af de få ægte kult-elskede film, og ikke så mærkeligt, at det er svært at finde en måde at få den tilbage på lærredet igen.

I hvert fald en måde, der lever op til originalen.

Måske er det derfor rettighedshaverne nu bare har sagt ‘fuck det’ og sendt denne nyeste The Crow i biograferne i håb om at navnegenkendelsen er nok.

For den nyeste The Crow er en håbløst usammenhængende, opsvulmet og ulideligt langsom klods af en film, hvis gode elementer hurtigt er nævnt.

De kommer her:

Bill Skarsgård gør en visuelt god figur som The Crow.

Vel kan hans Jared Leto-Joker-core stil godt virke noget afskrækkende på os gamle, men han ligner faktisk Jerry Prossers tegneserieudgave af The Crow meget godt.

Skarsgårds fysik af ‘mine mavemuskler har deres egne mavemuskler’-typen, er også fint tegneserieagtig.

Og så er der musiker FKA Twigs i sin første store filmrolle. Hun har — som Erics elskede Shelley — en helt særlig sløset og åben karisma i filmen, der gør at man får lyst til at se mere til hende i fremtiden.

Og så er der ikke mere godt at sige om The Crow.

Med et manuskript, der virker som om det har været i konstant forandring under optagelserne og en komplet mangel på personlighed, er The Crow en pinsel at komme igennem.

Der er ingen kemi mellem Skarsgård og FKA Twigs, og filmen introducerer andre overnaturlige elementer end kragen fra de dødes rige, som den på magisk vis både over-og underforklarer.

Imens prøver The Crow forgæves at skabe interesse med vægtløs computergenereret splat i sine sløve actionsekvenser.

Er det den ultimative tematiske stringens, at en film, der handler om døden, er så ulideligt livløs?

Svaret er nej, for The Crow handler ikke for alvor om noget som helst andet end at skabe en klump indhold, man kan læsse ind i biografen med en genkendelig titel på plakaten, som folk vil betale penge for.

Prøv at se, om du kan undgå at gøre det, og se i stedet den højtelskede film fra 1994 i Brandon Lees minde.

Den kan de aldrig tage fra os.

The Crow satser på, at dens titel er nok til at få folk i biografen til en opsvulmet og ulideligt sløv omgang anonymt filmhåndværk.