Åbningsscenen i The Boogeyman overraskede mig.
For jeg havde helt ærligt ikke forventet, at filmatiseringen af Stephen Kings novelle ville nå i nærheden af forlægget grusomhed.
Kings novelle er et lynhurtigt EC Comics inspireret moralsk gys komplet med eksplicitte beskrivelser af døde småbørn, en racistisk hovedperson, som også er dårlig far og en grum punchline, som det er næsten umuligt at se fungere andre steder end tekst.
Men instruktør Rob Savage lægger faktisk fra land med en oprigtigt grusom begivenhed, der fik mig til at tænke, at The Boogeyman måske ville omfavne sit groteske ophav.
Det gør den ikke. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.
Åbningsscenen ender med at være det grummeste øjeblik i en film, der er mere interesseret i at være et klassisk popcornsgys, end noget der rumsterer i publikums hoved dagen efter.
Men det er der sådan set heller ikke noget galt med, og Kings oplæg var næppe blevet en god spillefilm i en mere trofast version (selvom kortfilmsudgaven fra 1982 har sine kvaliteter).
Derfor er det også smart, at filmen lader novellens hovedperson Lester Billings være en instigerende biperson — spillet af altid gode David Dastmalchian — og i stedet skifter perspektiv til et søskendepar, hvis mor er død og far er fraværende.
Inden længe hjemsøges den lille familie af noget grumt fra garderobeskabet på børneværelset, præcis som de hjemsøges af sorgen over et mistet familiemedlem.
The Boogeyman lægger ud som en The Conjuring-bøhgyser, der faktisk er oprigtigt uhyggelig med sine veludførte skræmmesekvenser.
Eli Borns lyssætning lader de helt rigtige dele af børnenes hjem henlægge i mørke , og fotograferingen ligner næsten et indie-drama skudt på film.
Russell Topals lyddesign skal nok garantere mindst et hop i sædet for selv de mest garvede.
Imens får Vivien Lyra Blair og Sophie Thatcher skabt et par elskelige karakterer, tydeligvis i Stephen Kings ånd for mindeværdige og hjertevarme portrætter af uperfekte børn.
Rob Savage har også styr på sit gys, og iscenesætter den ene kreative sekvens efter den anden i en usædvanligt højtempo perlekæde, stort set helt uden falske hop i sædet.
Mere problematisk er manuskriptet af Scott Beck og Bryan Woods (der også stod bag den uheldigt skrevne 65), der i tiltagende grad oversætter novellens mere abstrakte bøhmand til noget meget konkret.
Som filmen skrider frem, og uhyret både får sine egne regler, mytologi og træder ud af mørket og bliver et meget konkret computeranimeret bæst, falmer uhyggen.
I stedet forvandles The Boogeyman til en Stranger Things-lignende rutsjebanetur, hvor den uforståelige ondskab pludselig er til falds for både snubletråde og haglgevær, mens familiens problemer får en lidt for nem sløjfe.
Og Stranger Things er nu engang i forvejen Stephen King-light.
Savage instruerer veloplagt og underholdende hele vejen igennem, men det er svært ikke at sørge lidt over at uhyggen siver ud, som når lys fylder et ellers mørkt garderobeskab.
I stedet ender The Boogeyman som et veleksekveret monstergys med børn i hovedrollen, som nok næppe kan levere mareridt til nogen over 12.
Men mens den står på, skal den nok få dig til at hoppe i sædet.
Fans af Stranger Things vil føle sig helt hjemme i en veloplagt monstergyser med bismag af Stephen King.
