Thanksgiving anmeldelse: Roth-effekten

Lad mig lige gøre det klart med det samme: Jeg kan virkelig godt lide Thanksgiving.

Hvis jeg ikke gør det klart, kan denne anmeldelse nemlig hurtigt komme til at lyde som om, at jeg ikke kan lide Thanksgiving, og det passer simpelthen ikke.

For Thanksgiving er en veloplagt slasher, der kan sin genres historie og konventioner til fingerspidserne, men undgår at blive et internt retroridt og leverer nok grusomt underholdende og opfindsomme mord, til at få de fleste til at vride sig i sædet.

Jeg kan virkelig godt lide Thanksgiving.

Jeg kan bare ikke lide den helt så meget, som jeg gerne ville.

Og det er egentlig et problem, jeg altid har med Eli Roths film.

For siden instruktøren slog igennem på gyserscenen med Cabin Fever og blev centrum for den tåbelige debat om såkaldt torture porn med Hostel, har jeg haft et blandet forhold til den amerikanske instruktør.

For på den ene side har Roth en sjældent dyb forståelse af genrefilm, som han med rund hånd strør ud over sine film.

Roth har en entusiasme og et overskud af grusomme ideer, der gør hans bedste film (det er Hostel 2, hvis du skulle være i tvivl) til veloplagte genreridt.

Men han er også en teknisk flad instruktør, der filmisk stort set aldrig er i stand til at leve op til sit eget materiale.

Roth har også en humor, der rammer forbi oftere end den rammer rent hos mig, og hans forsøg på samfundskritik og satire er næsten altid cirka 100% dummere, end de selv tror.

I sine bedste øjeblikke leverer Roth jævnt instruerede men underholdende selvbevidste genrefilm (Cabin Fever, Hostel, Hostel 2), i sine værste øjeblikke teknisk klodsede og politisk fjogede film (The Green Inferno, Death Wish).

Thanksgiving slutter sig heldigvis til den første gruppe, når Roth endelig kaster sig ud i at filmatisere sin egen falske trailer, som oprindeligt var del af Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ Grindhouse.

Roth har truffet en række gode beslutninger i sit bud på en højtidsslasher ala Halloween eller måske endnu mere Black Christmas (og glem ikke det meget julede remake Black X-Mas), My Bloody Valentine og en række andre 80-slashers med højtidstema.

Roth har klogeligt fjernet retro-æstetikken fra sin egen oprindelige trailer, og leverer i stedet en mere moderne slasher-smag med det umiskendelige skelet fra de blodige 80’er varianter.

At centrere plottet omkring en grusom black friday-hændelse er et smågenialt træk, og leverer filmens veloplagt grusomme åbningssekvens.

Og så leverer Thanksgiving altså varen, når den integrerer højtidens remedier i sine veloplagte og grumme mord, der rammer den helt rigtige balance mellem ubehagelighed og sjov.

Thanksgiving er selvbevidst, men aldrig campet, når den renhjertet kaster sig ud i at levere slasher-varen.

Man keder sig aldrig.

Måske netop derfor, bliver jeg ekstra skuffet over, at Roth stadig instruerer sine film, som var de forglemmelige TV-serier.

Billederne er flade, klipningen overgjort og de ellers fine praktiske effekter hæmmes af svøben fra computeranimeret blod.

Filmens afsløring af morder er også noget forudsigelig og i stedet for en storslået finale, siver løjerne mere ud i sandet.

Men indtil da, er der altså morskab at finde i Thanksgiving.

Ikke mindst i filmens højdepunkt, som selvfølgelig er en grum Thanksgiving-middag, som både er klam og grotesk sjov — også selvom løjerne ikke når Terrifier 2-grusomme højder og Roth faktisk mildner de mest groteske dele af sin oprindelige trailer.

Thanksgiving er en solid bloddryppende tur i biografen.

Jeg ville bare gerne have, at den var lidt bedre.

Eli Roth er i sit es, når han serverer blodigt kød på Thanksgiving-bordet i denne veloplagte slasherfilm.