Te med Damerne anmeldelse: dame eller dame

Der er altså stor forskel på en dame og en dame, selvom det ikke lige er til at se.

Sig det ene med en tyk britisk accent, og så forstår du nok, hvad jeg mener.

For nok er de fire hovedpersoner i Te med Damerne alle sammen damer, men de er altså også dames, som i Dame Judi Dench, Dame Joan Plowright, Dame Eileen Atkins og Dame Maggie Smith.

Og at starte med stort bogstav i den danske titel, er altså ikke helt nok til at gøre forskellen klar.

Dame er en ærestitel, der tildeles individer, der har leveret enestående præstationer indenfor deres felt. I tilfældet med de fire damer ovenfor, er det selvsagt drama, de har fået riddertitlen for, og det er mildt sagt velfortjent.

Alene det at være kvinde, og arbejde over et halvt århundrede på scenen, film og TV er en enestående præstation.

Te med Damerne er nu ikke så meget interesseret i sine hovedpersoners enestående præstationer, som den er i deres enestående charme og kemien imellem dem.

Te med Damerne inviterer nemlig publikum med på sidelinjen, når de fire mere end almindeligt rutinerede skuespillere samles til en af deres gentagne hyggestunder.

Og hvis der er noget Te med Damerne er, så er det hyggelig.

Du skal nok gå et andet sted hen, hvis du søger en detaljeret gennemgang af de fire kvinders vidtrækkende karriere.

Til gengæld byder Te med Damerne på et uhørt charmerende frikvarter med de fire respekterede kvinder. Det er unægteligt sjovt at se de fire skuespillere give den gas sammen i det private, og give et indblik i personerne bag riddertitlerne.

Og måske ikke overraskende viser de sig alle at være lidt af nogle spradebasser.

Særligt Maggie Smith leverer nogle af filmens bedste grin. I perioder udfolder Te med Damerne sig faktisk som en af årets sjoveste komedier.

Den er spækket med den slags indforstået sarkastiske humor, der kun opstår i en vennegruppe, der har holdt i mange år.

Instruktør Roger Michell støtter den afslappede fornemmelse, ved at lade kameraerne rulle hele tiden, og flere af filmens bedste øjeblikke opstår da også, når skuespillerne er mindst bevidste om, at de bliver optaget.

Det gælder for eksempel når divaen kommer op i Maggie Smith, der føler sig distraheret af en af fotograferne, der derfor straks må forlade settet.

Eller da Smith og Dench beklager sig over den noget akavede opstilling de sættes i på en gammel divan.

Det er alt sammen både sjovt og hyggeligt, og Michell kombinerer det hele med et bredt udvalg af arkivmateriale fra skuespillernes lange karriere på film og scene.

Referencerne til fortidens navne, teaterstykker og film kan dog godt blive lige indforstået nok.

Og så er det altså for mig en meget stor mangel, at instruktør Michell i #metoo får samlet fire kvinder med uhørt langvarige karrierer i underholdningsbranchen, uden for alvor at dykke ned i hvor svært det har været at holde fast i en skuespilkarriere i så mange årtier.

Heldigvis er der enkelte øjeblikke, hvor det for alvor føles som om publikum møder menneskene bag skuespillerne. En gang imellem kigger smerten ved at være i livets sidste del frem i samtalen, og der løfter Te med Damerne sig fra det hyggelige til det rørende.

Men det er kun i glimt.

Inden længe har de fire Dames trukket masken på igen og er i gang med at underholde.

Måske er de simpelthen for gode skuespiller, de Dames.

Te med Damerne kan beskrives med et ord: Uimodståelig. Den er et uhørt charmerende teselskab med fire af verdens mest respekterede skuespillere, også selvom den aldrig helt kommer under huden på dem.