Super/Man: The Christopher Reeve Story anmeldelse: Fejring og nedbrydning af et ikon

Super/Man: The Christopher Reeve Story er en utrolig bedrift.

På den ene side nedbryder dokumentarfilmen af Ian Bonhôte og Peter Ettedgui et velkendt popkulturelt ikon og gør ham til menneske.

Og på den anden side efterlader filmen sit emne med endnu større ikonstatus, end da den ankom.

Emnet er selvfølgelig — som titlen antyder — skuespiller Christopher Reeve, og allerede fra filmens første minutter er Reeves status som ikon på plads.

John Williams’ uforlignelige tema til Superman buldrer ud af højtalerne, og filmen viser glimt af den rød og blåklædte Reeve i en alder af kun 26 i den rolle, der for altid skulle definere ham for størstedelen af jordens befolkning.

Det er gåsehudsfremkaldende for de af os, for hvem Reeves rolle som verdens mest berømte superhelt er en af barndommens grundsøjler.

Mindst lige så berømt er selvfølgelig den forfærdelige ulykke, der i 1995 lammede hele verdens supermand fra nakken og ned.

Og det er netop i foreningen af de elementer — det popkulturelle ikon og en mand udsat for en forfærdelig tragedie — at Super/Man: The Christopher Reeve Story.

Med en klipning, der føles legende let, men som må have været alt andet end det, springer Super/Man fra Reeves liv efter den skæbnesvangre ulykke og tilbage til både skuespillerens barndom og selvfølgelig hans ujævne karriere i Hollywood.

Det er ærlig talt noget af et portrætfilms mesterstykke, der støt og roligt får menneskeliggjort manden bag S’et, uden hverken at glorificere mandens lyse sider eller ignorere de mørke.

Historien fortælles først og fremmest gennem Reeves efterladte familie og venner — som også tæller berømte skuespillere — og en imponerende brug af arkivmateriale, interviews med Reeve selv og selvfølgelig klip fra hans mange film.

Igennem det får Super/Man tegnet et billede af Reeve som ægtemand, far, skuespiller, aktivist og en mand, der må gennemgå en af de hårdeste livsforandringer, man kan forestille sig.

Ikke alene det, filmen får også behændigt portrætteret både Reeves partnere, børn og den ekstremt gode ven, skuespiller og komiker Robin Williams, så de føles som andet og mere end bare tandhjul i historien om Reeve.

Og på trods af egentlig at være en klassisk ‘talking heads’-dokumentar, er Super/Man fortalt så dynamisk og underholdende, at det føles som at se en medrivende fiktionsfilm.

Den fornemmelse bygges imponerende op af komponist Ilan Eskeri, med kompositioner, der har ekkoer af Superman temaet taget i en mere sårbar retning.

En animeret illustration af Reeve som en supermand-lignende græsk statue, der skiftevis svæver håbefuldt op med det uendelige kosmos, dækkes af kryptonit eller daler ned i mørket er også en rørende illustration af skuespillerens helt særlige liv.

Og rørende er måske netop kodeordet for Super/Man, som har potentiale til at trække tårer hos selv de mest hærdede.

Reeves meget specifikke trængsler bliver en metafor for den lidelse, vi alle må stå imod i løbet af et langt liv, og som filmen skrider frem, ændrer den sin definition af en helt på dybt bevægende vis.

Kun i enkelte tilfælde kammer den Hollywood-inspirerede historiefortælling over, og det er aldrig nok til for alvor at stoppe en film, der formår at gøre et ikon til et ægte menneske…og så tilbage igen.

Super/Man er en dybt bevægende og voldsomt underholdende portrætfilm, og ikke kun for fans af Superman-skuespilleren.