Star Wars: The Rise of Skywalker anmeldelse: Pyt med det

Sådan kan det gå.

Med The Last Jedi skabte Rian Johnson en af seriens bedste film (jo, det gjorde han). En film, der både var tro mod Star Wars-ånden, samtidig med at den både moderniserede og twistede den måske største popkulturelle saga nogensinde.

En film der turde gå nye veje med det gamle materiale, men som stadig føltes som den ægte vare. En film der pegede i nye retninger.

Men uheldigvis følger instruktør J.J. Abrams ikke op på noget som helst af det med den storstilede finale The Rise of Skywalker.

Faktisk arbejder The Rise of Skywalker helt desperat på at slette alt det nye ved The Last Jedi.

Og det er ikke helt nemt.

Allerede fra den berømte gule åbningstekst går The Rise of Skywalker derfor igang med at hive nye plotelementer ud af sin galaktiske røv i et forsøg på at sige: bare rolig fans, alt er som det plejer.

Det starter med en gammel skurks kluntede tilbagevenden inden en ny himstregims, der kan redde verden introduceres ud af det blå.

Det er et sløset manuskript, der vildt gerne vil kæmpe sig tilbage til den trygt nostalgiske The Force Awakens, men som gør forløbet derhen så sært kompliceret som muligt.

Det er skuffende, selv hvis filmen ikke forsøgte at fortryde alle – og jeg mener virkelig alle – de kreative valg fra The Last Jedi.

Men det gør den.

Ofte så desperat og klodset at plotforløbet føles som lunken fanfiction.

Og det gør ubetinget The Rise of Skywalker til den svageste film i den nye trilogi. I nyere tid kun overgået – eller undergået – af den kluntede omgang fanservice, der var spinoff-filmen Rogue One.

Men pyt nu med det.

For The Rise of Skywalker er heldigvis stadig værd at se.

J.J. Abrams tager sig heldigvis bedre af kernen i den nye trilogi: karaktererne.

For første gang får Rey, Finn og Poe lov til at være på et længere eventyr sammen, og det er her – langt fra de større galaktiske implikationer – at The Rise of Skywalker klarer sig bedst.

Den nye trio er nemlig god, og The Rise of Skywalker sender dem i sin første halvdel ud på et stærkt underholdende Indiana Jones-lignende eventyr tværs over diverse planeter.

Det er både hæsblæsende og vellavet.

Og så minder det om, hvor velsignet gode selv de dårligste af de nye Star Wars-film er.

Både i karakterer og visuelt udtryk føles de nye film nemlig som Star Wars, på en måde som de kunstige prequel-film aldrig gjorde.

Og det er altså en præstation i sig selv.

Abrams kaster om sig med fanservice, når de gamle kendinge kigger forbi.

Og selvom det er dybt forudsigeligt, så er det da også hyggeligt.

Selvom inklusionen af afdøde Carrie Fisher via ældre materiale ikke altid rammer helt rent.

Imens finder The Rise of Skywalker heldigvis også plads til en række visuelt overlegne tableauer og actionsekvenser, der i sig selv er billetprisen værd.

Men det er selvfølgelig skuffende, at den store finale ikke lever op til sine forløbere, samtidig med at den siger ‘pyt med det’ til alle den foregående films interessante tilføjelser til universet.

I stedet er The Rise of Skywalker blevet et hyggeligt, men vildt ujævnt, foreløbigt farvel til Skywalker-sagaen.

Menp pyt med det. Det kunne have været meget værre.

The Rise of Skywalker er den mest ujævne film i den nye trilogi, men den er heldigvis også et hyggeligt og hæsblæsende farvel til elskede karakterer.