Stalins død anmeldelse:Basil Fawlty tager over for Stalin

Starten på instruktør Armando Iannuccis Stalins død er lidt ligesom klimakset i et tilfældigt afsnit af Halløj på badehotellet.

Alt er kaos.

Vi er i en koncertsal i Stalingrad år 1953. Stalin har lige personligt krævet en optagelse af aftenens koncert, men den er allerede slut.

Af frygt for døden, og det der er værre, må Kammerat Andreyev derfor hurtigt stable koncerten på benene igen.

Men halvdelen af publikum er allerede væk. De erstattes hurtigt af en flok tilfældige russiske borgere hevet ind fra gaden. Jo tykkere jo bedre – det er godt for rumklangen.

Ups, nu er dirigenten bevidstløs. En anden kaldes ind med det samme, så hurtigt at han stadig er i slåbrok under sin optræden. Den berømte pianist nægte at gentage koncerten for Stalin, men overbevises af en ordentlig pose rubler.

Og sådan fortsætter det filmen. Den ene uheldige hændelse efter den anden. Alle forsøger at skyde skylden på alle andre, mens det hemmelige politi henretter nådesløst for at stille kløen i aftrækkerfingeren.

Stalins død er hidsig politisk satire udsat for britisk situationskomik og ætsende syrlige replikker.

Men koncerthuset er kun begyndelsen. Den egentlige ballade starter, da Stalin findes bevidstløs i en pøl af pis på sit dyre gulvtæppe.

Gode dyr er rådne, da den glorværdige leder allerede har henrettet eller deporteret alle de gode læger i Moskva. Det varer da heller ikke længe, inden despoten har taget sin sidste vejrtrækning.

Den slags efterlader selvfølgelig et magtvakum.

Og et vakum vil som bekendt gerne udfyldes.

Pludselig kappes alle Stalins nærmeste håndlangere, ministre og generaler om at få en bid af den sovjetiske kage, og et manisk rænkespil kan gå i gang.

Forestil dig at det gamle sovjet var ledet af en håndfuld Basil Fawlty’er, der alle på samme tid øjnede chancen for magt, og så har du sådan set Stalins død.

Armando Iannucci har samlet et helt vildt hold af britiske og amerikanske skuespillere til sin sovjetiske omgang Dr. Strangelove.

Jeffrey Tambor spiller til stor morskab den noget ynkelige Georgij Malenkov, der står først i rækken til at overtage magten. Steve Buscemi hiver i trådene som Nikita Khrusjtjov, mens Simon Russel Beale spiller den skræmmende leder af det hemmelige politi.

Og det er bare skumsprøjtet i det hav af stærke skuespilkræfter, der får lov til at boltre sig i Stalins død. Jason Isaacs, Michael Palin og Paddy Considine dukker også op.

Til stor komik får de alle sammen lov til at bruge egne – eller opfundne – dialekter, men alt andet end russisk.

På den måde bliver Stalin til gangster-brite, mens hele central-kommissionen taler alt fra Brooklyn-amerikansk til Yorkshire-engelsk.

Det understreger den bizarre tone i hele foretagendet. Driften af sovjetunionen udstilles som et bizart freakshow, med åbenlyse paralleller til politiske styrer generelt.

Magtfulde mænd æder hinanden op i et cirkus uden lige, og den slags er altid sjovt på film.

Tempoet er rasende højt replikkerne – for det meste – skarpe, og der bliver også plads til gode portioner fysisk humor.

Det er politisk satire af den helt kvikke og snedige skole.

Men det bliver desværre også lidt enerverende i længden. Der er skruet helt op for kaosset allerede fra filmens begyndelse, og af samme grund er der ikke rigtig noget sted at bevæge sig hen.

Som tiden gik blev jeg simpelthen lidt immun overfor de imbecile lederes løjer. Samtidig har Armando Iannucci ikke helt held med at balancere den mørke virkelighed, og den syrlige sarkasme.

Henrettelser – og især en lang række referencer til voldtægt – smelter aldrig rigtigt sammen med resten af filmens tone.

Men det stopper nu ikke Stalins død i at være en satirisk godbid af de bedre.

Stalins død er, som hvis 7 gange Basil Fawlty skulle dyste om magten i Sovjetunionen. En række af verdens bedste karakterskuespillere og komiske kræfter boltrer sig lystigt i sort satire. Stalins død bliver godt nok aldrig mere end Dr. Strangelove-light, men det er egentlig også rigeligt.