Space Jam 2: A New Legacy anmeldelse: Så sej som den oprindelige

Space Jam var bare sej.

Alle ved basketball er den sejeste sport. Michael Jordan er en af de sejeste atleter nogensinde.

Og selvfølgelig er de gakkede Looney Tunes seje. Langt sejere end deres pussenuttede modstykker fra Disney.

Bill Murray er sej!

Quad City DJ’s – dem med Space Jam-sangen – er seje. R Kelly er…

Ok, R Kelly er ikke sej, men du forstår pointen. Da jeg som 12-årig tog i biffen for at se Space Jam, kunne jeg stort set ikke forestille mig noget sejere.

Og filmen levede op til forventningerne. Nok mest fordi jeg var 12 år.

Nu er jeg ikke længere 12 år, og jeg ved stort set intet om, hvad 11-årige synes er sejt. Jeg ved til gengæld, at Hollywood helt vildt gerne vil servere nostalgi for min generation.

Uden den lyst havde Space Jam 2: A New Legacy næppe fundet vej til det store lærred. For den er nemlig produceret mindst lige så meget for os, der så Space Jam i 1997, som den er produceret for nutidens 12-årige.

Men filmen er sådan set på alle måder en efterfølger i originalens ånd.

En sær blanding af animation og live-action med en berømt atlet i midten. Denne gang har LeBron James overtaget rollen, som den berømte basketspiller, der må kæmpe en kamp med Warners berømte tegnefilmfigurer på sin side.

James er faktisk et af filmens højdepunkter, der lader sin naturlige charme overvinde sine åbenlyse mangler i skuespilkunst.

Men det ville nok også være en udfordring for de fleste, at reagere passende på det bizarre plot i Space Jam 2.

James fanges af en algoritme – spillet med overraskende entusiasme af Don Cheadle – der af lidt uklare årsager sætter den berømte basketballspiller til at spille en kamp på Warner Bros. computerservere.

Det er præcis så sært som det lyder, men giver selvfølgelig Space Jam 2 mulighed for at være den slags brand-multivers, der for tiden gør alle Hollywood-pengemændene kåde.

Så James må på rundtur i alle børns favorit Warner-franchises som Harry Potter, King Kong…The Matrix…Casablanca og Game of Thrones?!

Det er i sandhed bizart, men toppes af filmens store finale, der har Warner skurke på sidelinjen. Hvilke børn kender ikke Pennywise eller Alex’ droogs fra A Clockwork Orange.

Som fan af mærkelige film, er det svært ikke at holde lidt af det åbenlyst griske forsøg på en franchise-krydsning, men meget mening giver det ikke.

Space Jam 2 er ikke en ny LEGO Filmen.

Så klarer Space Jam 2 sig bedre, når den holder sig til et forsigtigt far-søn drama, og lader Industrial Light and Magics animatorer gå bananas.

Den 2D-animerede del af filmen er skuffende flad, men den actionfyldte 3D-animerede finale – der har overraskende god plads i filmen – har ægte visuelle guldkorn og solide effekt-drevne gags.

Det er både underholdende og vellykket og sætter liv i filmens anden halvdel.

En fantasifuld basketkamp og en charmerende hovedperson er desværre ikke helt nok, til at gøre Space Jam 2 til mere end en delvist underholdende blanding af nostalgi-rundkørsel og kynisk franchise-miskmask.

Men altså, husk nu lige at den originale Space Jam var dybt inspireret af en række Nike reklamer.

Æblet falder ikke langt fra pengetræet.

Og jeg håber virkelig nogle 11-årige bliver helt vilde med Space Jam 2.

De skal nok bare ikke se den igen, når de bliver ældre.

Det er en præstation i sig selv, at Space Jam 2: A New Legacy er præcis så sær som den oprindelige film.