Skammerens datter II – Slangens gave anmeldelse: Skammerens datter II: A New Hope
I den første filmatisering af Lene Kaaberbøls storsælgende fantasy-bøger, Skammerens datter, hentede instruktør Kenneth Kainz tilsyneladende især sin inspiration i storstilede fantasy produktioner som Ringenes Herre og Game of Thrones.
I anden omgang har Ask Hasselbalch overtaget instruktørstolen, og i sin udgave af det danske fantasy-univers går han Star Wars i bedene.
Og Hasselbalch er tilsyneladende den type filmnørdet instruktør, der bærer sine referencer helt ude på tøjet.
For lige fra den scrollende åbningstekst der introducerer verdens tilstand, er det ikke svært at se, hvor Hasselbalch henter sin inspiration fra.
Dina med de magiske evner til at få folk til at skamme sig, er tilbage, og denne gang skal hun både på en redningsaktion efter Jakob Oftebros tøvende kongesøn Nico og konfronteres med en far med dunkle magiske evner, som Dina muligvis også har arvet.
Men er han mon mest Obi-Wan Kenobi eller Darth Vader ham farmand Sezuan?
Det kan være svært at vurdere, særligt når han spilles af en veloplagt Dejan Cukic, der med et skælmsk blik i øjet og en aflagt jedi-kåbe, stjæler al opmærksomheden i Skammerens datter II.
Både som karakter og skuespiller er han filmens bedste kort, og far-datter dramaet mellem ham og Dina byder på filmens bedste sekvenser.
Den nye splittelse mellem det lyse og det mørke giver Dina-karakteren mere kød end i den første film, også selvom hovedrolleindehaveren Rebecca Emilie Sattrup stadig kæmper lidt med replikleveringen.
Hasselbalch og hans hold overfører smukt det vellykkede production design fra den første film, og Skammerens datter II byder også på en imponerende vellykket brug af special effects.
Det inkluderer blandt andet et af de vel nok mest vellykkede monstre i dansk filmhistorie.
Filmen er luksuriøst fotograferet og lyssat af Niels Reedtz Johansen, og fremstår som endnu et bevis på at dansk film ikke skal være så bange for at begive sig ud i uvante genrer.
Hasselbalch er en stærk visuel fortæller, selvom hans udtryk til tider låner lige rigeligt fra sine filmiske forbilleder.
Hasselbalch holder tempoet og underholdningsværdien oppe, også selvom manuskriptet ikke fremstår helt så skarpt som i den første film.
Særligt filmens anden halvdel trækker lidt i langdrag, og lider under at Nico’s liv som tilfangetaget ikke er nær så interessant som padawan-historien mellem Dina og hendes far.
Nicolas Bro leverer også en voldsomt overspillet Darth Maul-lignende håndlanger, der ender med at være mere inkompetent og komisk end egentligt truende.
Og så er der det med referencerne – måske er det trods alt at gå en tand for langt at lade Sezuan sige ‘Jeg er din far’ og ‘Brug kraften’.
Det ville være fint, hvis tredje omgang Skammerens datter kunne have et lidt mere originalt udtryk.
Men jeg håber på en tredje omgang.
For trods ridser i lakken er Skammerens datter II (bemærk Star Wars-romertallene) en overlegen og stærkt underholdende dansk fantasy-produktion.
Skammerens datter II indfrier sine skyhøje ambitioner og leverer et vellykket stykke dansk fantasy, også selvom en originalitets-indsprøjtning ikke ville gøre skade.
