Saint Omer anmeldelse: Skæg med ord
Min næsten 3-årige datter er lige begyndt at se Hr. Skæg i fjernsynet. Så lige for tiden er det svært at få Hr. Skægs sange ud af hovedet.
Det kan med andre ord godt være, at jeg er lidt farvet, når jeg finder paralleller mellem Mikkel Lomborgs børnevenlige DR-figur og instruktør Alice Diops debut-fiktionsfilm og retssalsdrama med et dræbt spædbarn i centrum.
Men når Hr. Skæg i slutningen af Skæg med bogstaver synger: “Vi tænker tanker, taler og tror midt i en verden af ord”, så har han meget til fælles med verdenssynet i Saint Omer.
For sjældent har en film så klart illustreret, at vores virkelighed formes, bøjes og brydes af de ord vi bruger til at beskrive den.
I Saint Omer kommer ordene hovedsageligt fra den unge kvinde Laurence Coly, der er under anklage for at have efterladt sin egen 15 måneder gamle datter på stranden med døden til følge.
Og den der hører ordene — ud over filmens publikum — er den unge litteraturprofessor Rama, der overværer retssagen med tanke på at skrive en bog.
Og det er til tider en næsten uigennemtrængelig jungle af ord, der former Saint Omer.
Coly erklærer sig med det samme ikke skyldig med et forsvar baseret i, at hun ganske rigtigt efterlod sit barn til at dø, men at hun var under ydre indflydelser — herunder muligvis en besværgelse.
Det lyder umiddelbart noget utroværdigt, men som Alice Diops film skrider frem, skaber den sin helt egen besværgelse, der med skiftende perspektiver og tilgange ændrer opfattelsen af Colys grumme historie.
Hypnotisk og nådesløst drager instruktør Diop sit publikum ind i Colys fortælling, der bevæger sig fra at handle om livet med en anden kulturel baggrund i Frankrig — begge kvinder har Senegalesiske familiebånd — til at være en dybt rørende og gådefuld meditation over båndet mellem mødre og døtre.
Diops første spillefilm — hun har tidligere lavet dokumentarer — er en ved første øjekast køligt intellektuel film, der støt og roligt lader følelserne sive ind til den kulminerer i en både overraskende og bevægende finale.
Det betragtende kamera og knivskarpe manuskript hiver publikum med helt ind i biografsalen, samtidig med at den til tider lidt fremmedgørende stil løfter historien fra sine true crime rødder til decideret eksistentielle højder.
Det overfladiske spørgsmål er, hvem der får lov til at forme virkeligheden med ord i retten, men den afsluttende konklusion er, at mødre og døtre ubønhørligt former livet for hinanden; både på godt og ondt.
Den sparsomme brug af musik er både effektfuld og betagende, mens kun filmens brug af flashbacks til tider er lidt kluntet.
Som debutfilm er Saint Omer decideret mesterlig og en noget nær uafrystelig oplevelse, også selvom — eller måske fordi — det er en film fyldt med ord.
Hr. Skæg ville have været stolt.
Saint Omer er en blændende debutfilm, der med hypnotisk stil og suverænt skuespil løfter sine true crime rødder til bevægende eksistentielle højder.
