Roma anmeldelse: Cleo og de andre kvinder

Der er noget helt specielt, som kun store historiefortællere og stor kunst kan opnå: at gøre det specifikke universelt.

Jeg er for eksempel ikke vokset op i Mexico City i starten af de politisk turbulente 1970ere, som barn af en velhavende familie midt i en skilsmisse og delvist opdraget af en barnepige/husholderske.

Det bliver ikke meget mere specifikt end det.

Men instruktør Alfonso Cuaron er vokset op på det tidspunkt, og med sine mageløse evner som instruktør giver han et kighul ind i det liv så smukt og præcist, at det er umuligt ikke at spejle sit eget liv i det.

Overraskende nok fortæller Cuaron ikke Roma – der i øvrigt tager sin titel fra et kvarter i Mexico City  og ikke den europæiske hovedstad – fra sit eget synspunkt.

Nok er hvert eneste billede i Roma gennemsyret af instruktørens baggrund og smag – det er ikke svært at spotte mere eller mindre direkte referencer til alle Cuarons film – men som karakter forbliver han i baggrunden.

Den mexicanske mesterinstruktør er nemlig kun repræsenteret gennem det midterste af de fire børn, som den egentlige hovedperson tager sig af.

Hun hedder Cleo, er den førnævnte husholderske og spilles med stor ømhed af den debuterende skuespiller Yalitza Aparicio.

Cleo er den næsten usynlige hånd, der holder sammen på den lille middelklassefamilie uden at gøre større nummer af sig. Ikke mindst da farmand Antonio efterlader sin alt for store bil i familiens garage og tager på jagt efter en yngre kvinde end mor Sofia.

Cleo er på mange måder mere mor end Sofia er og har en central plads i familien.

Men det er en plads, der også er defineret af et stort race og klassemæssigt skel.

Cleo er på samme tid fuldgyldigt familiemedlem og ansat servicemedarbejder: en rolle som Cuaron får formidlet med både stor ømhed og sans for kompleksiteterne.

Samtidig er hun også på bunden af et i forvejen turbulent samfund ikke mindst i kraft af at være kvinde.

Det samme gælder på mange måder for den mere velhavende, men ikke mindre lidende mor Sofia, der pludselig står med eneansvaret for fire børn.

På den måde former Roma sig som en hyldest til de kvinder, der specifikt opfostrede Cuaron, men også alle de andre andre kvinder, der uden at beklage sig har båret andre frem på deres skuldre.

Mændene i Roma er hovedsageligt fyldt med tomme løfter og forskruede ambitioner, men det er op til kvinderne at få hverdagen til at køre rundt.

Det lyder måske lige melodramatisk nok, men som fortalt gennem Cuarons linse bliver Roma til et dragende og sanseligt næsten overvældende drama, hvis bevægende elementer – hovedsageligt – skal findes i detaljen.

Og detaljer er der nok af i Cuarons mesterlige visuelle sprog.

Roma er den foreløbige kulmination af Cuarons stil, fyldt med lange skud, præcise kamerabevægelser og en vild mængde liv i hver eneste indstilling.

Den vanvittigt skarpe sort-hvid fotografering – for første gang af Cuaron selv – gør hvert enkeltbillede i Roma til et kunstværk i sig selv, men stilen står altid til tjeneste for karaktererne.

Det omgivende liv finder altid en vej ind i familiens dagligdag – en militærmarch afbryder en tårevædet familieafsked, et stille øjeblik på et hustag viser sig at være omgivet af aktivitet på alle andre hustage og voldsomme gadekampe bryder ud udenfor et besøg i en babybutik.

Resultatet bliver et familieliv, der føles som det lykkes på trods af de turbulente omgivelser, på trods af at livet konstant lægger forhindringer i vejen.

Den fornemmelse er der nok mange familier, der genkender.

Flere af scenerne i Roma er så vanvittigt velorkestrerede – ofte med et utal af statister – at det kan være svært at forstå, hvordan de overhovedet er blevet indfanget.

Utroligt vellykket brug af special effects og et vildt dynamisk lyddesign gør Roma til et drama, der er så sanseligt som en blockbuster-actionfilm.

Af samme grund er Roma værd at fange i biografen i den meget begrænsede periode det er muligt inden den kommer på Netflix.

Det hele smelter sammen til en drømmende følelsesmæssig knytnæve, og filmens på en gang stille og vanvittigt dramatiske klimaks er en seriøs tåreperser.

Men efter det hele er overstået fortsætter Cleo – og alle andre kvinder som hende – deres stilfærdige liv med at hjælpe andre på vej i livet.

Roma er filmmagi af den mest fortryllende slags. Lige dele rørende personligt drama og monumental filmteknisk præstation går op i en højere enhed i Alfonso Cuarons hidtil bedste film. En født klassiker.