Rocketman anmeldelse: Den ægte Elton
Da jeg var barn, var Elton John altid et godt tegn.
Hvis Elton John blæste ud af vinduerne ved høj volumen, når jeg kom hjem fra skole – gerne med et af de mere energiske numre som Saturday Night’s Alright for Fighting, Crocodile Rock eller måske den på det tidspunkt nye Made In England – så tydede det godt for resten af dagen.
Det betød gerne, at min far var ved at gøre hele huset rent, og endnu vigtigere, at han var ædru og ikke på en af sine længere ture i fængsel.
Den lille britiske musiker var nemlig en af min nu afdøde fars absolutte favoritter, hvis ikke nummer et.
Af samme grund er Elton Johns musik en af de uomgængelige byggeklodser i mit musikalske fundament. En af dem man aldrig kommer af med igen.
Hvis snak om barndomsminder og alkoholiserede kriminelle fædre virker lige personligt nok i en filmanmeldelse af en film om Elton John, så beklager jeg.
Men overraskende nok er styrken ved instruktør Dexter Fletchers glittede hyldest til den bebrillede sanger netop, at den føles personlig.
I modsætning til den sterile, men stærkt underholdende, Queen-karaokeaften Bohemian Rhapsody, som Fletcher færdiggjorde efter Bryan Singer røg af produktionen, så er Rocketman nemlig fyldt med personlighed.
Først og fremmest forvandler Lee Halls snedigt konstruerede manuskript historien om Elton Johns vej fra talentfuldt barn til mega-celeb til en vaskeægte musical.
Det greb tager det lidt tid at vænne sig til, men da Rocketman leverede en energisk fortolkning af Saturday Night’s Alright for Fighting, mens Sir Elton på lærredet gik fra barn til voksen, så var jeg solgt.
Musical-grebet giver ikke alene plads til de elskede sange på en naturlig måde, det befrier også Rocketman fra virkeligheden.
Og virkeligheden er ellers ofte biografiske films problem.
Sådan er det ikke med Rocketman, der med et stort skud magisk realisme sigter efter en fortolkning af stjernens liv og ikke et filmatiseret wikipedia-opslag.
Det havde selvfølgelig ikke fungeret, hvis ikke udførslen havde været på plads.
Men heldigvis viser Fletcher sig at være mand for at iscenesætte dynamiske og forfriskende nostalgiske musicalnumre, der næsten altid får lov til at fortælle de store spring i hovedpersonens liv.
Det hjælper også på løjerne, at Taron Egerton får lov til at synge selv i hovedrollen.
Godt nok kan han ikke helt leve op til den ægte vare, men det forbinder musikken med karakteren på lærredet og gør det hele mere nærværende.
Nærværende er generelt et godt ord til at beskrive Egertons præstation i hovedrollen.
Den 29-årige skuespiller vifter den dårlige dunst af Robin Hood væk, med en hyperenergisk præstation, der gør Elton John til et fejlbarligt og ikke altid lige sympatisk menneske.
Og netop det usympatiske viger Rocketman ikke udenom.
I modsætning til Bohemian Rhapsody er Rocketman ikke et glansbillede af en i virkeligheden udskejende karriere. De mørke sider pakkes ikke væk, og hovedpersonens seksualitet får også mere end bare forbipasserende opmærksomhed.
Men først og fremmest er Rocketman fremragende underholdning.
Den nostalgiske scenografi og kostumer sidder lige i skabet, mens selv dem med minimalt forhold til Elton John nok vil blive revet med af musikken gentagende gange.
Det er imponerende godt gået. Særligt i betragtning af en historie, der egentlig ikke byder på mange overraskelser.
Misbilligende forældre og ensom hedonisme er ikke ligefrem ukendte i rockstjerneportrætter, men Rocketman får alligevel gjort dem nærværende netop ved det personlige islæt.
Kronologi og begivenheder stemmer ikke altid overens med virkeligheden, men den sandhed Rocketman leder efter er en følelsesmæssig en af slagsen.
Og den sandhed finder filmen, bag de storladne kostumer, den melankolske pop og de koreograferede danse.
Her gemmer sig en mand, der aldrig helt kunne forlige med det skrøbelige barn, han gemte under overfladen.
Måske var det derfor min far var vild med Elton John?
Et oprigtigt rørende og pailletpyntet festfyrværkeri af en musical. Rocketman er både en festlig filmoplevelse og et overraskende ærligt portræt af Elton John.
