Robin Hood anmeldelse: Glem alt hvad du ved

Glem alt, hvad du ved om Robin Hood.

Sådan siger den helt unødvendige fortæller helt bogstaveligt til publikum i starten af instruktør Otto Bathursts nye udgave af historien om Robin Hood.

Det er meningen, at det skal virke som et signal om, at denne Robin Hood ikke er den støvede gamle udgave. Den her Robin Hood er fucking sej.

Eller måske er det i virkeligheden en desperat bøn om bogstaveligt at glemme de tidligere filmudgaver af den britiske sagnfigur.

De er nemlig alle sammen bedre end den nye.

Der er ikke noget galt med at vende bøtten i genfortællinger af berømte figurer. Hvis det virker for James Bond, Sherlock Holmes og Batman, så virker det vel også for Robin Hood.

Men den nye Robin Hood hviler på nogle grundlæggende mystificerende valg, der nok på en eller andens skrivebord har virket friske, men som fjerner næsten alt unikt ved figuren.

For lad mig gætte: Når du tænker Robin Hood, tænker du så på en gruppe lovløse i Sherwood-skoven? En elegant frihedskæmper, der tager fra de rige og giver til de fattige?

Så har vi det på samme måde.

Men filmskaberne bag Robin Hood har i stedet valgt at skabe en helt, der er fanget i en sort og grå pseudo-fantasy by, når han da ikke kæmper for arbejdernes rettigheder i en lokal mine.

Så er han i øvrigt også selv en af de rige, for Robin Hood er selvfølgelig en oprindelseshistorie. Hvordan blev den adelige Robin af Loxley til den lovløse Robin Hood?

Svaret viser sig, spoiler, at være: han tog en hætte på.

Men ret skal være ret, Taron Egerton får da i det mindste lov til at skyde med pile i sin designer læderjakke.

For Robin Hood byder på masser af middelmådig action, fyldt med usandsynlige eksplosioner og buer der mere fungerer som automatpistoler.

Det steroid-pumpede lyddesign prøver desperat at overbevise om, at actionsekvenserne er mere end forglemmelig greenscreen-sovs, men alligevel er det faktisk filmen bedste kort.

For Egerton gør sig nok bedre som plakat på et teenageværelse end som egentlig actionhelt, mens Bonos datter Eve Hewson gør hvad hun kan i den pinlige rolle som Lady Marion i omvandrende kavalergangs-udgave.

Jamie Foxx spiller den moderne udgave af Little John med et blik, der virker som om, han ikke kan vente med at komme ud til catering-bordet.

Nåh ja, og så dukker Ben Mendelsohn op, med samme jakke som han havde på i Star Wars, som en sløv udgave af Sheriffen i Nottingham.

De er alle sammen omgivet af statister, klædt i det der ligner kasserede kostumer fra Matrix-efterfølgerne.

Til sammen bliver alle ingredienserne faktisk til lidt ufrivillig underholdning, men slet ikke nok til at bære den næsten to timer lange spilletid.

I filmens sidste minutter bliver der selvfølgelig lagt op til franchise, da Robin endelig finder vej ud i skoven.

Men det skulle han nok have gjort lidt tidligere.

Den nye Robin Hood stjæler dine penge og giver dem til de rige. Robin Hood er et næsten fuldstændigt forfejlet forsøg på at opdatere den berømte helt.