Retfærdighed for Emmett Till anmeldelse: onewomanshow

Det er selvfølgelig lidt reduktivt at kalde Retfærdighed for Emmett Till for et onewomanshow.

For selvfølgelig er holdet bag filmatiseringen af den sande historie om det hadefulde og racistisk motiverede mord på 14-årige Emmett Till og hans mors efterfølgende kamp for retfærdighed også med til at gøre filmen seværdig.

Men altså, helt ærligt, ingen af dem helt så meget som Danielle Deadwyler i den altdominerende hovedrolle som Emmetts mor Mamie Till-Mobley.

Deadwyler leverer simpelthen en legendarisk god præstation, som en mor der oplever det utænkelige og alligevel har overskud til at gøre sin egen søns grusomme mord til et symbol for borgerretsbevægelsen.

Den grusomme fortælling om Emmett Till — der brød de uskrevne regler i sin interaktion med en hvid kvinde under et besøg i Mississippi og siden blev brutalt slået ihjel for det — er selvfølgelig dybt berørende selv som wikipedia-artikel.

Men Deadwyler vækker de virkelige følelser i sagen til live, så det er helt umuligt ikke at blive rystende bevæget.

Med skrig, flimrende øjenlåg og et uendeligt lager af tårer burde skuespillet egentlig være for meget, men Deadwyler gør sin karakter så ægte, at man mærker hendes tab langt ind i knoglerne.

Den afgrundsdybe sorg er en konstant tilstedeværelse, men samtidig overbeviser hun med den drevne stålfasthed, som må have været nødvendig for ikke at fortabe sig i et barns død, men i stedet kæmpe for retfærdighed på et højere plan.

En enkelt scene, hvor Mamie Till-Mobley skal afgive vidneerklæring, er så intens en følelsesudlevering, at jeg holdt vejret.

Retfærdighed for Emmett Till er værd at se for Deadwyler alene.

Havde filmen omkring hende stået stærkere, kunne den have været et mesterværk.

I stedet leverer instruktør Chionye Chukwu en habil — men også noget anonym — TV-lignende historisk fortælling.

Det er et stærkt greb, at hun vælger at udstille Emmetts lig og gøre den til grusomt symbol, præcis som Mamie også gjorde det i virkeligheden.

Og selve mordet holdes klogeligt og skånsom i skyggerne — optakten og resultatet er rigeligt grusomt.

Andre gange er instruktionen decideret klodset. Som når et Hitchcock-zoom skal formidle en mors sorg, mens Deadwylers skuespil i sig selv gør det en million gange bedre.

Men selv når det kniber med filmsproget løfter Deadwyler Retfærdighed for Emmett Till, så virkelighedens smerte når helt ud bagerst i biografsalen.

Hun leverer måske ikke helt et onewomanshow.

Men ville nødigt have undværet hende.

Danielle Deadwyler leverer en af de sidste års stærkeste præstationer og gør det helt umuligt ikke at blive berørt af Retfærdighed for Emmett Till.