RBG anmeldelse: Heltehyldest

Hun har aldrig gjort meget væsen af sig hende Ruth Bader Ginsburg.

Det gælder åbenlyst i Ginsburgs nuværende, lad os sige modne, alder af 85.

Det er nok de færreste, der ville mistænke den storbrillede bittelille jødiske bedstemor for at besidde en af USA’s mest magtfulde positioner som højesteretsdommer, hvis de så hende i det lokale supermarked.

Men som portrætteret i dokumentaren RBG har Ginsburg altid været den stille type.

Ginsburg er hende, der altid lytter, indtager information og reflekterer. Men når hun så er klar til at tale, så skal jeg love for at hendes ord slår som en forhammer mod panden.

RBG vender tilbage til højesteretsdommeren tidlige arbejde med kvinders lovmæssige rettigheder, og hendes fremlæggelser i retten er uhyrligt skarpe og umiddelbart uoverskueligt svære at argumentere imod.

Allerede i 1960erne så den progressive Ginsburg den kønnede uligevægt i den amerikanske lovgivning og rettede sin karriere benhårdt mod at balancere den.

Det er fascinerende at følge den benhårde jurists vej mod toppen i højesteretten, som hun, som den kun anden kvinde, indlemmes i, i 1993.

Der skal ikke mere til end et enkelt billede af den lille Ginsburg blandt de andre velvoksne og rynkede hvide mænd i højesteretten, for at se hvorfor den erklærede feminist Ginsburg er blevet en internetdyrket celebrity inden for de sidste år.

Hun er et åbenlyst amerikansk ikon i en tid med fokus på ligestilling.

Som film have RBG næppe heller eksisteret, hvis ikke Ginsburg var blevet døbt ‘Notorious RBG’ og parodieret i Saturday Night Live.

På den baggrund er det fint, at instruktørerne Julie Cohen og Betsy West dykker ned i Ginsburgs mindre kendte, men mindst så feministiske, tidlige år.

Filmen holder et højt tempo, og har heldigvis hovedpersonen selv som fortæller det meste af tiden. Det er svært ikke at være underholdt.

Mest vellykket er måske portrætteringen mellem Ginsburg og hendes nu afdøde mand Marty, der er cirka lige så rapkæftet og hjertevarm, som Ginsburg fremstår distanceret og intellektuel.

Det er stor ømhed i forholdet mellem de to, og filmen er åben omkring det faktum, at Ginsburg næppe var kommet så langt uden den mere åbenmundede Marty.

Til tider er RBG måske nok et lidt for renskuret og lidt for konventionelt helteportræt.

Formmæssigt er der ikke mange overraskelser i blandingen af interview og arkivmateriale, og selvom det egentlig er solidt nok, så havde det altså klædt filmen at komme lidt tættere på nutidens Ginsburgs dagligdag.

Og kritiske spørgsmål er også åbenlyst langt fra filmskabernes hjerne. I stedet har de skabt en underholdende heltehyldest.

Men når det kommer til stykket, er måske også, hvad den altid hårdtarbejdende Ginsburg fortjener.

RBG er et underholdende portræt af en knivskarp kvinde, der var feminist, lang tid før nutidens udgaver opdagede hende.