Nina og pindsvinets hemmelighed anmeldelse: Kupfilm og kapitalismekritik
En del europæiske animationsfilm kunne tage ved lære af Nina og pindsvinets hemmelighed.
For lidt for ofte pendulerer europæisk familieanimation i biografen mellem letbenede imitationer af amerikanske forbilleder eller gletsjerlangsomme kunstprojekter, der mere er for voksne filmfans end utålmodige børn.
Og på overfladen ligner Nina og pindsvinets hemmelighed nok mest sidstnævnte.
Smuk stiliseret 2D-animation med store farveflader og detaljerede vandfarve-lignende baggrunde pryder Nina og pindsvinets hemmelighed.
Og hvis jeg så også siger, at det er en socialbevidst og kapitalismekritisk film om datteren af en mand, der mister sit arbejde, så er det ikke sikkert, at du nødvendigvis får lyst til at hive de mindste med i biografen.
Men det bør du.
For Nina og pindsvinets hemmelighed er en veloplagt og fantasifuld kupfilm i børnehøjde, der sender filmens hovedrolle på jagt efter en pose penge i en nedlagt fabrik.
Tempoet er højt, karaktererne er usædvanligt elskelige, og der venter altid et nyt sjovt påfund lige om hjørnet.
Titlens pindsvin er f.eks. et sort hvidt et af slagsen, der vokser ud af Nina og hendes fars fælles fantasi, og som er animeret i stil med tidlig animation ala Steamboat Willie.
Imens bliver der også plads til en spirende romance mellem Nina og hendes ven Mehdi, mens deres eventyr udfolder sig.
Det hele kulminerer i en opfindsom og veloplagt finale, der til tider føles oprigtigt farlig for vores hovedpersoner.
Det hele leveret over 82 effektivt fortalte minutter.
Imens kan de voksne så sætte pris på karakterdetaljerne og den sociale indignation, mens de også lader sig rive med af den velfortalte historie.
Jeg kunne godt have ønsket mig, at de smukke billeder havde lidt mere liv i deres animation og var lidt mindre statisk.
Men det er til at leve med, når resten af Nina og pindsvinets hemmelighed med så stor succes kombinerer velfortalt underholdning med kunstnerisk integritet.
For det kan europæisk animation nemlig også.
Nina og pindsvinets hemmelighed er en energisk kupfilm i børnehøjde, der er lige dele billedskøn og velfortalt.