Mørkeland anmeldelse: I skyggen af Kongekabale
Mørkeland står uundgåeligt i skyggen af sin forgænger.
For det er svært at følge op på en skoledannende film som Kongekabale.
Da instruktør Nikolaj Arcels filmatisering af Niels Krause-Kjærs bog udkom i 2004, var den nemlig noget helt uvant i dansk film.
En politisk thriller med en produktion og et visuelt udtryk, der turde lade sig inspirere direkte af Hollywood, og som pludselig præsenterede dansk politik mere som kynisk og alvorstungt rænkespil end småhyggeligt valg til skolebestyrelsen.
Kongekabale tog sig selv alvorligt, forstod sine genrekoder og havde filmiske muskler store nok til at levere elementær spænding i en noget nær formfuldendt pakke.
Ikke så mærkeligt at Kongekabale blev populær hos biografpublikummet for 20 år siden, men heller ikke så mærkeligt, hvis du — som jeg — tager imod en efterfølger to årtier senere med en solid portion skepsis.
Der er løbet meget vand i filmåen siden dengang.
Det thriller-glatte udtryk er siden da blevet noget nær leverpostejsvaren i dansk film og TV med en hær af farvedrænede kriminalhistorier med ambitionerne — om ikke altid evnerne — til at nå deres internationale forbilleder.
Ikke alene det. Mørkeland har også erstattet holdet bag kameraet.
Denne gang er det instruktør Mikkel Serup, der skal filmatisere Niels Krause-Kjærs roman, mens det er Marie Østerbye, der har erstattet Arcel og Rasmus Heisterberg på manuskriptsiden.
Måske er det derfor, at det nærmest føles lidt overraskende, at Mørkeland faktisk er en værdig opfølger til Kongekabale.
Østerbye har skabt et overvejende enormt effektivt manuskript, der hjulpet godt på vej af Martin Schades skarpe klipning har resulteret i en solid politisk spændingsfilm, der sjældent lader publikum kede sig.
Der er dømt høj personlig indsats, når heltedemokrat og journalist Ulrik Torp — igen solidt spillet af Anders W. Berthelsen to årtier senere — vender tilbage med mulig kræft i mundhulen og en praktikplads på sin tidligere arbejdsplads ‘Dagbladet’.
Inden længe er han — måske ikke så overraskende — involveret i en speget mordsag med tråde til folketinget, hvor talk of the town er et overskriftsskabende højreorienteret parti med Anne-Grethe Hulsig i front.
Hun spilles som en populistisk blanding mellem Inger Støjberg og Pernille Vermund med Mette Frederiksen-krymmel på toppen.
Mysteriet er solidt og fængende oprullet, sidekaraktererne får lige præcis nok kød på og præsentationen af det moderne danske politiske landskab balancerer — med enkelte undtagelser — fint mellem det højnet karikerede og mere virkelighedsnære.
Og selvom Mørkeland næppe bliver skoledannende, så er den en mere end habil genskabelse af den oprindelige films fængende filmsprog.
Særligt fotograf Sine Vadstrup Brookers imponerende billeder får Mørkeland til at føles som en film, der har kostet langt mere end sit egentlige budget.
Filmens finale er lidt forhastet og beror på mere end et enkelt forudsigeligt twist, mens den nok også vælger den politiske karikatur lidt mere end at sige noget egentligt skarpt om sin samtid.
Af samme grund er Mørkeland ikke lige så stærk som Kongekabale.
Men den er nu alligevel på egen hånd en solid spændingsfilm, der fint viderefører mange af sin forgængers kvaliteter.
Mørkeland er en effektiv spændingsfilm og en værdig efterfølger til Kongekabale, når den opdaterer sine kulørte politiske intriger og kriminalspænding til dagens danmark.
