Monos anmeldelse: Ind’ i junglen, den dybe jungle

Hold dig væk fra junglen.

Oberst Kurtz har mistet forstanden et sted derinde. Et andet sted i junglen er Fitzcarraldo manisk besat af at fragte et dampskib til toppen af et bjerg. Længere inde bag muren af træer sejler den gale og tyranniske Don Lope de Aguirre stadig ned af floden.

Og med Monos er junglen nu også blevet fyldt med børnesoldater.

Instruktør Alejandro Landes’ vil nemlig gerne placere Monos i samme filmjungle som Dommedag nu, Fitzcarraldo og Aguirre, the Wrath of God.

Den jungle hvor al civiliseret moral og etik bryder sammen, mens menneskets mørkeste sider trækkes ud i troperegnen.

Men for at være helt ærlig ender Monos faktisk først i junglen halvvejs gennem sin spilletid.

Indtil da er filmens lille gruppe teenage-soldater udstationeret i en grotte i et mere åbent klippelandskab.

Men selv inden filmen når frem til den fugtige jungle, og det gør den, er Monos godt og grundigt fanget i den metaforiske jungle.

For vi får aldrig at vide hvem den lille gruppe guerillakrigere egentlig er.

De arbejder tilsyneladende for en skyggefuld organisation og har en engelsktalende kvinde som fange, men større kontekst får vi aldrig.

Det er ikke så vigtigt for Monos.

Det vigtige er den fascistiske ultra-kropsfokuserede træning, de alt for unge soldater gennemgår. Det vigtige er den ømhed, de har for hinanden.

Og så er det vigtige selvfølgelig den Fluernes herre-kamp, der inden længe begynder at finde sted mellem en gruppe teenagere med automatvåben.

Man kan ikke isolere en gruppe mennesker fra resten af samfundet, give det et alternativt regelsystem og så forvente, at de bevarer deres menneskelighed.

Samtidig er Monos en direkte henvisning til Colombias egen turbulente historie, og til en rådvild ungdom, der alt for let lader sig manipulere.

Men et eller andet sted undervejs farer Monos desværre lidt vild i sin metafor-jungle.

Instruktør og manuskriptforfatter Alejandro Landes glemmer lidt sine karakterer – der ellers leveres med stærke præstationer – i blandt de mange ideer.

Den hårdtslående virkelighed erstattes med undermineres lidt af den kunstneriske jagt på en større mening, og begivenhederne begynder at gentage sig selv.

Monos har mindst et flugtforsøg for meget.

Til gengæld kan man så sætte pris på det lige dele drømmende og realistiske udtryk.

Jasper Wolfs billeder er svimlende smukke, når de placerer de filmens hårdtprøvede kroppe i de overvældende landskaber.

Og Mica Levis fantastiske musik er lige så fouroligende, som den er fuld af liv.

Lidt ligesom de unge soldater selv.

Og når stilen er så vellykket, så gør det mindre, at Monos farer lidt vild i sin egen jungle.

Monos er lige dele hypnotiserende og foruroligende. En decideret kropslig filmoplevelse, også selvom den til sidst går lidt i ring.