Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One anmeldelse: Underholdning fra en svunden tid
I stort set alle andre år ville Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One (og ja, det er den eneste gang jeg skriver den fulde titel) være årets actionfilm.
Det er den ikke.
Men det faktum siger sådan set mere om det uforlignelige mesterværk John Wick Chapter 4 og den films overvældende kvaliteter end det gør om Dead Reckoning.
For den syvende episode i Mission: Impossible-filmserien holder den usædvanligt høje standard fra Mission: Impossible – Fallout.
I samarbejde med instruktør Christopher McQuarrie fortsætter Tom Cruise sin nye position som korsridder for gammeldags biografspektakler, der lover publikum en oprigtigt spektakulær oplevelse og overholder det.
Det er de gamle dyder, der er i højsædet, når Dead Reckoning forvandler en biograftur til cirkusforestilling.
Og hverken McQuarrie eller Cruise lægger skjul på, at de står på skuldrene af ikoner, når de kaster om sig med referencer til Buster Keaton, Harold Lloyd og selvfølgelig Jackie Chan.
Tom Cruise har altid elsket at lave sine egne stunts, og det har været en del af Mission: Impossible-serien siden superstjernen første gang løb fra tonsvis af vand fra knuste akvarier i Brian de Palmas oprindelige filmatisering af agentserien.
Nu har løjerne for længst udviklet sig til barokke Jackie Chanske højder, og det giver oprigtige sug i maven, at det umiskendeligt er stjernen selv, der kaster sig ud i de gigantiske stunts.
Det er lige før man forventer en sports-lignende instant replay af filmens centrale stunt — som jeg ikke vil afsløre her, hvis du har haft held med at undgå markedsføring — præcis som Jackie gjorde det i sin storhedstid.
Men det er faktisk et element, hvor Dead Reckoning sakker efter sine forbilleder. For det computerforstærkede moderne blockbuster-filmsprog er faktisk til tider med til at sløre virkelighedens ved Cruises strabadser, og det er synd.
Men dog langt fra nok til at sænke en film, der er så brændende energisk indstillet på at være en gammeldags filmrutsjebanetur, at det er umuligt ikke at blive smittet.
Bomber har tydelige displays, små biler kører ned ad trapper i italienske gader og filmens finale er noget så oldschool som en actionsekvens på et damplokomotiv!
Faktisk hæver Dead Reckoning sig til næsten campede højder i sin jagt på at være den store sommerunderholdning. Filmen er ikke for fin til månebelyste sværdkampe og skurke der forsmået råber “Ethan!” mod kameraet.
Og filmen er stadig tro både mod sit forlæg og de tidligere film i serien, som engageret og ivrigt refererer til på både værdsatte og helt unødvendige måder.
Imens får lyddesignet biografens fundament til at slå revner, mens billederne selvsikkert leverer bombastisk højnet realisme i bedste Christopher Nolan-stil.
Det hele væves sammen af store mængder halvtom techsnak, der sender Ethan Hunt i kamp mod en selvtænkende algoritme, og selv gør opmærksom på, at detaljerne ikke betyder så meget.
Dead Reckoning skal mærkes.
Så ja, skurken er stort set filmstreaming, når Cruise kaster sin 61-årige fysik ind i at få hele jordens befolkning med i biografen i kamp mod deepfakes og flad småskærms-underholdning.
Det lykkes, og i modsætning til andre af dette års blockbusters finder Dead Reckoning en tilfredsstillende slutning, så man ikke forlader biografsalen uforløst.
Manuskriptets brug af kvinder, der enten dør eller er i fare, føles dummere end resten af filmen, og det kunne Dead Reckoning Part Two passende rette op på til næste år.
Og den groteske spilletid føles heller ikke altid helt berettiget.
Men når klaveret spiller og Cruise — øh, jeg mener Hunt — kaster sig ud i endnu en løbetur mod den næste store actionsekvens, så er det stort set umuligt ikke at blive opslugt af biograflærredet.
Præcis som i de gode gamle dage.
Dead Reckoning er sommerunderholdning af højeste karat, der nægter at lade nogen gå actionsultne hjem fra biografen.
