Minisekterne – På nye eventyr: Mariehøner på verdensomrejse
For en film hvis hovedroller er to edderkopper og en myre, er Minisekterne – På nye eventyr unægteligt storslået.
En stak papkasser tårner sig op om en skyskraber, en fugleedderkop er et gigantisk monster og kameraet hvirvler efter en mariehøne, der flyver ind i et hulrum i en væg, som var det en X-wing på vej mod dødsstjernen.
Der er ingen smalle steder hos Minisekterne.
Ved første øjekast kan en beskrivelse af den franske animationsserie ellers godt lyde som en halvkedelig undervisningsserie for mindre børn.
Virkelige scenerier – oftest filmt i naturen – fungerer som baggrunde for computeranimerede insekter.
Men insekterne er langt fra så naturtro som de billedskønne baggrunde.
De mangebenede hovedpersoner har kæmpe øjne og taler med fløjtende og pibende vrøvlestemmer.
Det er lidt som hvis en BBC naturdokumentar, var befolket med bifigurer fra Pixar.
Det lyder måske som en umage blanding, men det fungerer overraskende godt. Det skyldes ikke mindst Minisekternes karakteristiske sans for visuel historiefortælling, der er i fuld effekt i denne anden spillefilm.
Minisekterne spilder nemlig ikke tid på noget så tåbeligt som dialog.
Insekternes stemmer er uforståelige, og de få medvirkende mennesker holder sig langt i baggrunden, hovedsageligt som enten halvdumme eller skurkagtige misbrugere af naturen.
I stedet er fortællingen overladt til den præcise fotografering, den sjælfulde animation og et fremragende lyddesign.
Med undtagelse af sidstnævnt føles Minisekterne – På nye eventyr ofte som en stumfilm af den Chaplin- eller Buster Keatonske slags.
De kære insekter bevæger sig igennem en række fantasifulde og actionfyldte tableauer fyldt med veltimet slapstick humor.
En kombination, der er meget svær at stå for.
Det samme gælder for de elskværdige små hovedroller, der blandt andet inkluderer en gadebande af røde myrer, en grøn-pruttende mariehøne og en gruppe buttede og giftige larver.
Min personlige favorit må dog være den uldne lille edderkop, som er indehaver at et ballonbåret piratskib med forkærlighed for at lytte til opera fra en gammel Ipod.
Det har siden begyndelsen været den kombination af visuel historiefortælling, fantasifuldhed og en snert Miyazaki-lignende ærbødighed for naturen, der har gjort Minisekterne til en vinder.
Det gælder også for Minisekterne – På nye eventyr.
Men det havde nu alligevel klædt filmen, at have en lidt mere sammenhængende historie.
Minisekterne – På nye eventyr føles som en løs sammenkædning af en række af seriens bedste afsnit.
Det er konstant underholdende, men også ekstremt episodisk og særligt en mennesketrussel i filmens finale kommer ud af det blå.
Men selvom om Minisekterne 3 gerne må være en mere sammenhængende fortælling, så glæder jeg mig alligevel til endnu en chance for at blive underholdt af de kravlende små dyr og deres storslåede eventyr.
De små insekter er stadig en stor filmisk fornøjelse. Minisekterne – På nye eventyr byder på fantasifuld underholdning for alle aldre.
